United States or Monaco ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og dog: inderst inde i ham, dybest nede i hans Hjertes skjulte Vraa, sad en evigt sugende Higen efter blot at finde een retfærdig, een eneste en, for hvem han Kind mod Kind og Haand i Haand kunde klage ud al den dunkle Sorg og al det triste Vemod, som Livet saa ubarmhjertigt havde dynget ham paa. Og denne Higen lod ham ikke i Ro.
Hun gik et Par Skridt frem og rakte ham Haanden. Vilsac kyssede den uden at tale. Han gik nogle Skridt og lænede sig til Flygelet. Saa faar jeg Dem ikke en Gang oftere at høre spille, sagde han. -Skal jeg spille for Dem nu? sagde hun. En af Deres Sange. -Hvis De vilde -Ellen satte sig. Hun slog an og spillede en af Chopins polske Sange. Al hendes Vemod løste sig op i Tonerne.
Og hun var altid sammen med Carl. og hun turde ikke være ene og klamrede sig til hans Nærhed. Der var en sorgfuld Vemod over alt hendes Væsen imod ham. Hun søgte at gøre sig ældre, hun ønskede, han skulde forelske sig. -Hvorfor sværmer De ikke for nogen? sagde hun. Det er sundt. Det gi'er Ens Tanker noget at bestille. De maa se at blive forelsket.
Axel ramtes af Vemod som et ældgammelt Menneske, der tænker tilbage paa svundne Tider. Da trykkede han Sigrids Haand. Hun saa op i hans Ansigt og vaagnede, hun smilede uden mindste Forbehold, fuld af Hengivenhed for ham og Tillid. Men han vidste ikke, hvorledes han skulde komme hendes hvide Sjæl imøde. De dansede mere langsomt og blev puffet fra alle Sider, de dansede sagte videre som i Drømme.
Min Moder kunde jeg neppe huske, men min fornylig afdøde Fader skildrede jeg med al den Vemod, som overvældede mig ved Tanken om, at han vilde have faaet min Minna kjær, og at hun i ham vilde have fundet en anden Fader. Han var lidt af en Særling, en gammel Schopenhauerianer og Naturphilosoph, altid i Feide med Egnens Præster, som havde en Mani for at omvende ham.
Fru Line smilede stille og mindedes en lignende Stue, som hun selv engang i Ro og Fred havde puslet og røgtet langt borte i Fortiden i Husum Kro ... men saa var Nils kommet og havde draget hende ind i noget andet ... og nu vidste hun ikke mere, om hun længtes tilbage mod sin svundne Ungdom, eller om det blot var Tanken om hine sorgløse Dage, der fyldte hendes Hjerte med stille Vemod ...
Lidt efter lidt der sig danned et Billed, Da var min Glæde usigelig stor; Ofte, naar Savnet og Vemod og Længsel Laa paa mit Sind som et tyngende Bly, Da tog jeg Billedet frem og mit Fængsel Sprængtes, og Livslysten vaagned paa ny. Nu dog til Eder mit Billed jeg sender, Kjærlige Tanker har fostret det frem, Tag det som Hilsen til Venner og Frænder, Hilsen til Sjællands skovkrandsede Hjem!
Dagens Ord