United States or Botswana ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men neppe var jeg færdig, før han kastede sig ned paa en Stol ved Siden af mig og brød ud i en høi Latter. »Ha ha ha! nei det er mageløst! ha ha ha! nei Nicolai! Du er glimrende! ha ha ha!«
I Epidauros var Proskeniet eller Søilestillingen foran Bagvæggen 11 Fod høi; efter Vitruv var Logeet 10-12 Fod høit. Det var to forskjellige Ting, der taltes om; men det brød man sig ikke om; Maalet passede, altsaa maatte det være det Samme.
Han er nemlig meget upraktisk og lever for det Meste i sine egne Tanker og er derfor i høi Grad uskikket til denne Verdens Anliggender, derfor gaaer Alt i Grunden efter Corpus Juris' Hoved, saa at Forholdet mellem Gamle og Corpus Juris er, som det pleier at være i et velordnet Ægteskab: Manden fører Overcommandoen, men Konen commanderer over Alt.
Andrea Margrethe var lille af Væxt, men hun besad et Par spillende brune Øine, et glatliggende kastaniebrunt Haar og et saa muntert Smil, at man reent glemte, om hun var lille eller høi, naar hun talte; man saae kun Liv og Friskhed og Ungdom.
Selv Domkirken gik vi i Taushed forbi og der havde Corpus Juris dog sidste Gang havt saa meget at fortælle mig, nu havde hverken han eller jeg en eneste Bemærkning at gjøre om den, ja den syntes mig endog at være bleven mindre og uanseeligere, kortsagt at see mere hverdagsagtig ud end for tre Dage siden, da den i saa høi Grad havde vakt min Beundring.
Man indrømmede saaledes, at der ikke kunde være nogen Tvivl om den rette Udtale af θ og χ, men dog mente man ikke, at den burde optages, fordi "vi have ikke disse Lyde i vore Sprog". Man sagde ikke, at vi ikke kunde udtale dem, thi det forlanger man jo i Engelsk, Islandsk og Tysk; men ved de gamle Sprog vilde man ikke gjøre sig den Uleilighed, skjøndt man indrømmede, at det var i høi Grad praktisk.
Hun havde haft en Havehat paa, der foran aabnede sig om Hovedet med en gammeldags kalecheagtig Form, og jeg havde derved faaet at se, at hendes Pande var ualmindelig høi og velformet. Men især havde de Øine været mig paafaldende, som husedes temmelig dybt inde under denne Hvælving.
Det banker ... det er formodentlig Skriveren. Adieu, ma chère! Au revoir! Abigael. Ambrosius . Abigael . Kom ind! Jeg veed nu ikke, om Frøkenen vil musicere, eller kanskee hellere sanke Planter, som igaar. Himlen er høi og klar, og Luften skikkelig varm for Mikkelsdags Aften at være. Abigael . Ingen af Delene, Monsieur Ambrosius. Ambrosius . Ingen af Delene! Er Frøkenen da ikke vel?
Er man tilankers, kommer Kompagniet jævnlig i Land, og Folkene lære da for det Første at manoeuvrere med deres Vaaben i Fartøierne, at komme hurtigt i disse og op af dem, hvad der er vigtigt, naar Fartøierne skulle armeres til en eller anden Expedition; for det Andet er den Motion, som de faae i Land, ved Marsch, Kjædeformering, o. s. v., meget gavnlig, og naar den bliver dreven paa en passende Maade, morer den Folkene i høi Grad.
Og er den glædelige Nyhed først indenfor Slotsporten, saa farer den som en Løbeild gjennem alle Gemakkerne. Der bliver en Spørgen og en Hvisken ... aa, jeg kjender det. Er hun ung? Er hun smuk? Er hun høi? Er hun lille? Har hun sorte Øine eller blaa Øine...? Undskyld, jeg havde ikke Tankerne med mig. Claus . Nei, I er en Smule distrait idag ... og lidt bevæget, troer jeg.
Dagens Ord