Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 24. maj 2025
Han kendte Elias, han kendte Thomas og Johannes. Nu først, nu kendte han dem. De Folk der maatte han kunde tale med, tale til Fornuft. Nu var Tiden kommen, hans Tid. Nu vilde de forstaa ham. Han følte, hvorledes Modet, der saa længe havde været stængt inde i hans Bryst, brød alle Skranker og vilde frem. Nu. Nu skulde det være.
Den nivellerende Nutid vælter de gamle exklusive Kredses Skranker Dag for Dag. Endogsaa enkelte af Faubourg Saint-Germains Selskabssale begynder at blive Fortsættelser af Gaden. Hundreder og atter Hundreder har været det længe, ligefra Republikens Præsidents ned til Millionærens fra igaar, der ikke forlanger bedre end at se sine Stuer fyldte.
Og da han lod sine store, tungsindige Øine glide langs Logerne, havde ogsaa han dvælet ... Næste Aften var hun der igen og den næste, og deres Blikke havde hængt i hinanden, og begge havde de længtes ... Men hun søgte ingen Leilighed og nedbrød ingen Skranker, og da han en Dag stod i hendes Salon i en skrigende brun Frakke og tilbød at ride hendes Heste til, lod hun den forbløffede Artist vise ned til sin Kusk.
Den er et Produkt af Ligheden først og fremmest, af denne gigantiske Tanke, der er født i selve Paris' Hjerne og siden har gjennemsyret det vældige Legeme helt ud til dets fineste Fibrer. Der existerer i Paris absolut ingen sociale Skranker. Alle er ikke blot lige for Loven, alle er Monsieur og intetsomhelst Andet overfor den almindelige Bevidsthed.
Med den stadig voxende Følelse af Menneskeværdighed, med Nedrivningen af de selskabelige Skranker, med de tiltagende Bestræbelser for at gjøre selv den mest Ubemidlede delagtig i Videnskabens Resultater og aabne ham vid Adgang til de Kunstskatte, Civilisationen har sammenhobet, med alt det voxer ogsaa Arbejderens Trang til Noget ud over det for Livets Ophold absolut Nødvendige, han faar en Sans for Nydelse, et Behov for Komfort og Luxus, som han hidtil har manglet, men som mere og mere energisk kræver Tilfredsstillelse.
Medens vi var sammen, syntes intet at have noget at sige alle Skranker smeltede bort. Skæbnen vilde sikkert være god imod et Par Elskende som os. Vi kom tilbage til Claridges Klokken omtrent seks, og Robert vilde ikke lade mig gaa op i min Dagligstue, før han havde forvisset sig om, at Christopher var gaaet.
Dagens Ord
Andre Ser