United States or Laos ? Vote for the TOP Country of the Week !
Naar Proprietær Mortensen tømte Glas var han religiøs ... I den femte Sætning talte han ufravigeligt om "dem, der var gaaet forud" og som saa' ned fra deres Himmel.... Der var altid noget, der saa' ned paa Proprietær Mortensen fra sin Himmel. De Ligesindede sad med hængende Næb og saa' ned i deres Tallerkener. Katinka hørte knap. Hun holdt sig med Hænderne fast ved Stolesædet og blev bleg og rød.
Kun et Par Nætter ligger de over. Ofte kommer de to og to sammen. De har fundet hinanden i en Sump dernede, hvor Vinteren ikke kendes, og nu flyver de sammen mod Nordens Foraar for der at finde en Rugeplads. Ved en Grøft mellem Ælle og Skrub har han Stand. Jorden er blød og giver efter for hvert Skridt. Her er godt for et langt Næb at søge ned. Hele Jordsmonet er gennemsivet af Rødder.
„Jamen hvorfor skal du dog altid kredse over mig, du, der dog aldrig vover dig ned i Vandet?“ raabte Havliten op. „Men hvilken Grund har du dog til altid at skælde mig ud, du, som slet ikke kan maale dig med mig?“ svarede Rypen. Saa vendte Havliten sig imod den og sagde: „Hvor tør du dog raabe til mig, du deroppe, som har det klodsede Næb?“
Hver Dag bære Vinden vore Tanker som Blomsterstøv til vort Sind ... ... Jeg var din, før jeg saa dig ... Jage jage ... Spring Hund, lad Vinden fløjte dig i Ørelapperne, saa du føler Bruset presse mod din Hjærne. Svalerne flyver afsted. Vingerne funkler i Lyset. Flue efter Flue drukner i deres Næb. En Høg slaar ned. Den griber en af dem i Flugten.
Jeg synger med mit Næb, ligesom de andre Fugle med deres, og kan jeg ikke flyve, saa kan jeg dog hoppe. Kanskee faaer jeg ogsaa Vinger med Tiden! Abigael . Og bliver til en Skade ja I seer ud derefter. Men naar Skaderne skræpper for næsviist, saa skyder man dem. Ambrosius . Men om jeg nu blev til en Sangfugl og satte mig i Træet udenfor Eders Vindue, vilde I saa endda lade mig skyde?
Skriv til ham, Helmuth! pustede hun. Skriv til ham, min Dreng, og skæld ham Huden fuld! Og ha'de du nu blot haft en Stamherre at møde op med ...! Naa, men det kan vel rette sig! Baronen havde ved denne Tiltale dukket Hovedet bort og skulet sky til Moderen. Men et Brev til Hannibal havde han da affattet, og det et Brev med baade Næb og Kløer.
Da han atter vovede sit beskæmmede Næb ud af Hætten for at se sig om, befandt han sig nede paa Højbroplads. Her var der som altid megen Bevægelse. Mikkel stod ved Hjørnet af en Port, han rynkede Ansigtet sammen, som om han anstrængte sig med at overveje. I Virkeligheden stod han halvt bevidstløs.
Kuldyngen glødede livligere op, han rodede om i den, kastede en Skovlfuld paa, lagde en Hakke med den sløvede Jærnspids i den og trak en anden ud med glorødt Næb; spyttede derpaa paa Fingren og lod den fare hen over det glødende Metal, og dyppede saa Hakken i et Vandtrug, som hvislende sendte en hvid Dampsky op om ham. Minna lo:
Paa hver Side af Næsen, der havde Form som et bredt og stærkt Næb, havde den gravet en dyb Fure. Naar hun vilde give sine Ord Eftertryk, tog hun Næseklemmeren af og fæstede Blikket skarpt og eftertrykkeligt paa den, hun talte med. Øjnene var kuglerunde og matte: de var uudgrundelige for den, der gennem dem søgte at læse i hendes Sjæls Dybder.
„Men du da, som raaber dernede med det usselig tynde Næb!“ svarede Rypen. Og saa begyndte de for Alvor at skændes. „At du dog vil blive ved at raabe, du deroppe med de flækkede Fødder!“ „Du da med de hele Plader!“ „Saa skulde du vække min Vrede!“ raabte Havliten og gik i Land, løb Rypen op og greb den. „Av! Slip mig dog!“ skreg Rypen. „Nej aldrig!“ svarede Havliten.
Dagens Ord