United States or Azerbaijan ? Vote for the TOP Country of the Week !
„Ak, og det er virkelig mig, som ved Sommertide er saa angest for Havet!“ skreg Rypen. Plump! Og saa saa man nogle Bobler. De forsvandt og blev borte, og Solen flyttede sig paa sin Bane, og det gik ud over den Tid, Klapmydserne holder Vejret, naar de søger i Dybet for at finde Æde. Men se: Havliten brød med eet Havets Overflade, og dens hvide Bryst var øverst. Den var død.
„Jamen hvorfor skal du dog altid kredse over mig, du, der dog aldrig vover dig ned i Vandet?“ raabte Havliten op. „Men hvilken Grund har du dog til altid at skælde mig ud, du, som slet ikke kan maale dig med mig?“ svarede Rypen. Saa vendte Havliten sig imod den og sagde: „Hvor tør du dog raabe til mig, du deroppe, som har det klodsede Næb?“
„Men du da, som raaber dernede med det usselig tynde Næb!“ svarede Rypen. Og saa begyndte de for Alvor at skændes. „At du dog vil blive ved at raabe, du deroppe med de flækkede Fødder!“ „Du da med de hele Plader!“ „Saa skulde du vække min Vrede!“ raabte Havliten og gik i Land, løb Rypen op og greb den. „Av! Slip mig dog!“ skreg Rypen. „Nej aldrig!“ svarede Havliten.
Og Rypen svarer højt oppe fra Fjældet: „Aa, det er saamænd bare af Omsorg for dig, at jeg kredser hen over dig.“ „Jamen hvorfor skal du altid være oven over mig, du deroppe med de røde Bukser?“ Rypen vendte sig mod Havliten og raabte ned: „Ja, hvorfor har du med de røde Skindlapper dog de lange Styrefjer?“
Og saa førte den Rypen ned mod Havet. „Ak, og det er mig her,“ sagde Rypen, „som aldrig før nærmede mig Havet, saa snart Isen løsner sig ved Sommertide.“ Rypen var bleven saa medgørlig. „Nu kan du jo give dig til at vræle, nu er det Tid at raabe!“ skreg Havliten, der havde grebet Rypen i Armen. Men Rypen var saa angest, at den sank sammen, selv om den fik Fodfæste paa Fjældhylderne.
Men hvor blev den anden af? Henne ved Strandkanten begyndte det at boble, og op af Havet skød Rypen med en Rødfisk i Munden. Og da den saa, at Havliten død flød om paa Havet raabte den: „Ja, nu kan du jo vrænge ad mig, nu først begynder jeg at føle Vrede.“ Og saa løb den opefter mod Land og forsvandt i Fjældene. Og siden søgte den aldrig Udsigt over Havet.
Dagens Ord