United States or Palestine ? Vote for the TOP Country of the Week !
Minder fra Hospitalets tavse Haver, hvor Løvet faldt tyst i tyste Gange og Byens Støj lød dæmpet hen som fra en Verden, der er glemt; Minder om de mægtige Gaarde, hvor Bærernes hastige Trin døer hen, og om de lange hvide Gange, hvor i Skumringen, dækkede af det sidste Lagen, de bringes bort, som har ophørt at lide.
Denne Bog vender kun hjem til det Sted, hvor den fødtes. Dens Fortælling er spiret af en eneste Erindring og den er vokset ved den. Under Hospitalets lange Nætter uden Søvn stod Døren aaben til den lille Forstue. Derude sad Plejerskerne ved deres Træbord. Lige overfor hinanden arbejdede de stille ved det fælles Lys. De vekslede ingen Ord.
Ida aabnede og lukkede Hospitalets Porte og Døre saa sagte. Men da hun kom forbi Døren paa første Sal, blev den lige lukket op af Dr. Qvam. -Er det Dem, sagde han: uh, sikken Nat to Selvmordere, og begge skal de pumpes. Petersen havde hørt Dr.
Hurtig saae jeg mig om, der var Ingen i Nærheden; jeg lod Billedet falde; det forsvandt under Vandet, og jeg hørte det knuses mod Pillens Isbryder. Nedslaaet gik jeg hjem. Paa mit Bord laa der et Brev fra Overlægen. Minna var død om Morgenen, ganske uventet af et Hjerteslag. Den næste Morgen fik jeg en lille Pakke med Minnas Udskrift og med Hospitalets Segl.
Hun gik med sin Halvpart af baade Blomster og Druer. ... Karl stod om Aftenen og ventede paa Ida udenfor Hospitalets Port, mens den bløde Sne faldt ned over hans kønne Frakke. -Hvor De er kold om Hænderne, sagde han, da hun kom. De gik ved Siden af hinanden, mens han snakkede paa sin halvdrævende Manér og Ida kun svarede lidt, ligesom hun var aandsfraværende.
Dagens Ord