United States or Uzbekistan ? Vote for the TOP Country of the Week !


Ser I, det er nok Umagen værd at lære den Slags Kunster; det er noget andet end at tosse om og lege. Jeg er forældreløs ligesom I og har aldrig haft rigtig hjemme mellem Mennesker. Man brød sig ikke om mig, og saa gik jeg lange Ture alene for at blive Aandemaner. Der lever mange sære Væsner oppe mellem Fjældene og nede ved Havet under Fjæren; de blev mine Hjælpeaander.

Og saa førte de ham ud og bragte ham til Genfærdenes Land og Hus, og saaledes blev Qalanganguase selv et Genfærd. Man fortæller, at Qalanganguase blev til en Kvinde, da han forvandledes til et Genfærd. Men hans Bopladsfæller fandt ham aldrig siden. Der var engang to Brødre, som hed Ilimageq og Poulineq. De havde en Moder og en Søster. Poulineq var en stor Aandemaner, og han havde sig en Kone.

Men for at lade som intet, gav de sig til at synge Trommeviser, siddende i deres Kajaker. Ilisimartoq var en stor Aandemaner. De havde ikke ladet ham ane noget i deres Holdning, men ikke desto mindre blev han med eet mistænksom og urolig, saa sig om, alt medens han hvæssede Harpunspidsen, rejste sig til sidst pludselig op og roede bort uden at sige et Ord.

Alt det Spæk, han kort forinden havde spist, flommede ud og gjorde Havet ganske blankt; men Spæk hindrer en Aandemaner i at læge sine Saar, og det var derfor Uase umuligt at faa helet det sidste.

Derpaa rejste den store Aandemaner bort, og alle bragte ham Gaver for det, han havde gjort. Og hans Spaadom gik i Opfyldelse. Drengen sygnede først hen; hans ene Ben blev sygt, alt Kødet raadnede bort, og alle Senerne laa blottede. En Dag, da det var aller værst, skulde man se til det: Ia ia ia! Tænk, da faldt der store Maddiker af den Slags, som plejer at være paa Menneskelig, ud af Saaret.

Der var ingen, der tænkte paa os, og vi havde det morsomt med vor Leg. Vi var halvvoksne Tøse, og ingen savnede os. „Hvad er det, I bestiller?“ sagde pludselig en inde i Huset, og vi kendte ham paa Stemmen; det var den store Aandemaner Qanguatse. „Vi leger Skygge,“ svarede vi. „Narrestreger!“ sagde han, „Legeværk! Der er ingen virkelig Morskab ved blot og bar Leg.

Drengen begyndte at sygne hen, og da man ikke kunde forstaa, hvad der gik af ham, bestemte man sig til at sende Bud efter en stor Aandemaner; og straks udsendte de to Kajaker, der skulde hente Uvinep, „det aabne Øje“, som var bekendt for at være en stor Troldmand. Endelig hørte man dem komme flere Konebaade i Følge kom de roende; Besætningerne sang Trommesange i Kor.

Og saa kom jeg pludselig til at tænke paa, at en gammel Aandemaner, Qanguatse, engang havde forsøgt paa at oplære mig i Trolddom; det havde jeg helt glemt, for det var saa længe siden, jeg Dumrian! Og saa fortalte jeg det hele, hvorledes det var gaaet til, og min Lærer blev glad, fordi jeg udleverede det onde.

Vi havde ondt af dig, fordi du var faderløs; derfor kommer vi for at hjælpe dig,“ sagde de, og saa blev de mine første Hjælpeaander. Jeg begyndte nu at blive Aandemaner, men talte ikke om det til nogen. Aaret efter flyttede vi Syd paa; det var paa de Tider, da Smaafuglene kommer, og vi tog Land sammen med en gammel anset Aandemaner.

Senere kom Manden med Dragen i sin Stævn tilbage til mig og fortalte mig, at han selv hørte til Ildfolket, men at han blot havde hjulpet mig, fordi han vidste, at jeg var en stor Aandemaner. Siden blev han min Hjælpeaand. Jeg fik senere flere Hjælpeaander af Ildfolket; og de var mig ofte til stor Hjælp, særlig naar jeg blev overfalden af Storm eller Uvejr.