United States or Guernsey ? Vote for the TOP Country of the Week !
„Sov nu først,“ sagde Kæmpen, „hvil dig uden Uro, op ad Dagen kan du saa gaa hjem.“ Og Drengen fandt Kæmpens Ord værd at adlyde og blev. Da han siden skulde gaa, fik han med sig saa meget Kilivfak-Kød, som han kunde bære; men paa samme Vilkaar som forrige Gang. Ingen maatte spise Spæk til, hvis han oftere vilde nyde godt af Kæmpens Forraad.
Hundene er fodrede og har lagt sig til Hvile ude i Sneen rundt om Teltet. Soveposerne er bredte ud over Sneen, vi er kravlede ned i dem og ligger nu paa Maven, Side om Side, og delikaterer os med tørrede Angmassætter og Spæk. Vore Skaanrogger smager os ikke nær saa godt i denne Kulde, Legemet trænger til Fedt.
Naar Vinteren var omme, var der i Stensætningerne ofte Forraad, som aldrig blev spiste. Men dengang samlede man ogsaa store Mængder af Bær og Stenurter, som syltedes i Spæk; og det var Skik, at man aldrig rørte Sylteposerne før ud paa Vinteren. Saaledes kunde det gaa til, at den første Vinter forløb taaleligt; men da den Tid var inde, da ellers Foraar og Sommer skulde falde ind, kom Varmen ikke.
I stærkere Bølgegang vrider Baaden sig ganske efter Søernes Pres, men taaler dog meget, da intet er fastnaglet, men sammenbundet saaledes, at det kan give efter uden at brydes. I Reglen medfører man paa længere Konebaadsrejser et Stykke Spæk, der anvendes som foreløbig Prop, saafremt der skulde gaa Hul. Vi roede fra Ø til Ø og samlede Terneæg til Middagsmad.
Se, det var nu bare Begyndelsen, dette med Pigen, det, som kom bagefter, var meget forunderligere ..... To Kajaker havde været ved Iluiteq for at sælge Spæk. Da de kom hjem, var de ganske fra Forstanden. Til en Begyndelse paastod de, at de havde mistet Forstanden, fordi de havde drukket Brændevin hos den danske Assistent; men senere hen blev det ganske anderledes.
Da han endelig skulde til at begive sig paa Vej hjem, gav Kæmpen ham lige saa meget Renskød, han kunde bære. „Naar du kommer hjem, og dine Landsmænd giver sig til at spise, maa du sige dem, at hvor stor Lyst de end maatte føle til at tage lidt Spæk til Kødet, maa de paa ingen Maade gøre dette. Ikke saa meget som en eneste Mundbid.
„I î î, om man kunde spise lidt Spæk til î bare en eneste Mundbid!“ Men de andre, som hørte dem tale saa, skammede dem ud og hindrede dem i at følge deres Lyst. Nogle Dage senere gik Drengen atter op til Kæmpen. Han fandt Huset, gik ind og blev endnu bedre modtaget end forrige Gang. Under hans Briks saa han et Kæmperibben, ganske hvidt af den lækreste Talg.
„Thi,“ sagde han, „meget har vi allerede faaet, og endnu mere vil han give os, hvis vi bare handler efter hans Ord.“ Og alle gav sig til at spise med stor Appetit. Men det gik nu denne Gang ganske som den foregaaende Aften, at nogle gamle Kællinger gav sig til at snakke om, hvor dejligt det dog vilde være, om man turde spise lidt Spæk til.
Den Slags Spæk kan onde Aander nemlig ikke lide. Luften harpunerede de overalt med deres Spyd for i alle Retninger at holde onde Aander borte. Da Flammen naaede frem, viste det sig at være en Hund, der gennem Trolddom var bleven glødende. Saaledes hændte det flere Gange, at Genfærdet sendte glødende Hunde til Tartunaq.
Men de andre, som hørte denne Tale, blev vrede og skammede dem ud. Med eet lød der et vældigt Dump udefra. Huset skjalv, og Vinduesposterne faldt ned paa Gulvet. En af de gamle Kællinger havde bag de andres Ryg puttet et Stykke Spæk i Munden. Og Kæmpen stod neden for Vinduerne og raabte ind i Vrede: „Lidet fortjener I min Hjælp, I ulydige, som ikke agter mine Ord.
Dagens Ord