United States or Northern Mariana Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Alle tav stille, da Beate begyndte at fortælle: „I min Moders Barndom var hendes Bopladsfæller, som boede ved Isunguaq paa Disko, engang tagne paa Rensjagt til Oplandet ved Sarqaq paa Nugsuaqhalvøen. Under Jagterne der havde en faderløs Dreng nedlagt et Dyr, og hans Moder blev saa glad over denne hans Første-Ren, at hun sønderskar Kødet og delte det ud, for at alle kunde smage det.
Knap gik Aftenen paa Hæld, før Pebersvenden gik til Ro; næppe rejste Lyset sig, før Pebersvenden gik paa Fangst længe før Bopladsfællerne. Solen havde knap nok hævet sig paa Himlen, før Pebersvenden kom hjem med tre Sæler. Da skulde hans Bopladsfæller først til at lægge ud. Saaledes randt nu Pebersvendens Dage.
Naar han ude paa Havet kom roende indefter, saa han dem ofte gaa sammen inde paa Land. Pebersvenden selv havde ingen Kajak, men han var stærkere end andre der paa Pladsen. Endelig skete det, at alt vendte sig mere og mere mod Vinteren, og saa var det Vinter en skønne Dag. En Vinteraften i de Tider, da Mørket faldt tæt om Landene, gik Poulineq ud og kaldte sine Bopladsfæller sammen.
Sine forskellige Meriter fra Østkysten holdt Christian forstaaeligt nok ikke af at tale om; naar jeg berørte de Drab, han havde øvet, rystede han paa Hovedet og sagde: „Ja, de Mennesker, jeg dræbte, fortjente den Død, de fik, for de var farlige for os andre. Jeg dræbte dem ikke af Lyst til Mord, men af Pligtfølelse over for mine Bopladsfæller.“
Dette var hendes Drøm; og straks gav hun sig til at fortælle sine Bopladsfæller alle de Synder, hun i sit Liv havde begaaet. Thi man svækkede den ondes Kraft ved at skrifte. Og om Aftnerne, naar Kajakmændene kom hjem fra deres Fangst, samledes de oppe i hendes Hus for at høre paa hendes Skriftemaal. Endelig blev hun syg og døde.
Og saa førte de ham ud og bragte ham til Genfærdenes Land og Hus, og saaledes blev Qalanganguase selv et Genfærd. Man fortæller, at Qalanganguase blev til en Kvinde, da han forvandledes til et Genfærd. Men hans Bopladsfæller fandt ham aldrig siden. Der var engang to Brødre, som hed Ilimageq og Poulineq. De havde en Moder og en Søster. Poulineq var en stor Aandemaner, og han havde sig en Kone.
Da de nu havde faaet megen Myndighed over deres Bopladsfæller, bestemte de, at al jordisk Ejendom skulde være fælles for Menneskene; alt Bytte, al Fangst skulde bringes til Habakuk, der uddelte det til dem, der trængte til det. Og man bredte store Vandskind ud over Habakuks Gulv, og det blev Skik, at man paa disse opdyngede Dagens Fangst.
Dengang man var Jordboer, plejede man at drikke saaledes,“ sagde Genfærdet og gik ud. Drengen hørte nu sine Bopladsfæller komme og samles uden for Huset, og de begyndte at kravle ind gennem Husgangen. „Qalanganguase er her ikke,“ sagde de, da de kom ind. „Jovel er han saa,“ sagde Drengen; „jeg har gemt mig herinde, da et Genfærd kom ind. Det drak af Vandspanden.“
Der laa han ganske alene, da hans Moder, som længst var død, kom ind sammen med hans Fader. „Hvorfor er du alene?“ spurgte de. „Jeg er jo lam,“ svarede Drengen; „og da mine Bopladsfæller tog ud paa Rejse for at udfordre til Sangkamp, maatte jeg blive tilbage.“ „Rejs med os!“ sagde Forældrene. „Ja!“ sagde Drengen.
Dagens Ord