United States or Saint Martin ? Vote for the TOP Country of the Week !


Saasnart jeg kunde slippe derfra, ilede jeg hen til den gamle romanske Kirke med antike Søiler opstillede paa liggende Løver og Prædikestolen smykket med gamle Mosaiker, og derfra høiere op endnu til Toppen af Bjerget, hvor man fra de maleriske Ruiner af Theodoriks Borg har en mageløs Udsigt over Middelhavet. En lignende Scene fra Civitella har Lundby tegnet, se K. Madsen, Lundby S. 165.

Da havde den gamle, hvidhaarede Degn grebet hans Haand og sagt med tryglende, graadfyldt Stemme: Aa Hr. Baron, Hr. Baron, De maa gaa op til ham ... Mig har han ingen Respekt for, og jeg har jo ingen Kræfter ... Men Dem ... Og naar Hr. Baronen først begynder, saa kommer der nok andre efter .... Saa var Helmuth resolut gaaet op gennem Koret og hen mod Trappen til Prædikestolen.

»Uskyldig Tidsfordrivudbrød Præsten, »ja De har Ret: næste Søndag vil jeg have et Spil Kort op paa Prædikestolen, for at jeg kan more mig med at lægge Kabale, medens De morer Dem med at spille paa Orgel, saa kan Menigheden sidde og vente, til vi To blive færdige med vor uskyldige Tidsfordriv.« »Det var virkelig ikke min Skyld, at Orgelspillet hørte saa pludselig op i Dag

Mændene havde rejst sig fra deres Pladser og var ilet ud i Midtergangen, hvor de stod raadvilde og uvisse: Vi maa ha' ham ned! sagde de Sindssygen har ta'et ham! Han maa bindes! Han gør en Ulykke paa sig sæl og vos! ... Men ingen turde gøre Begyndelsen; ingen turde være den første til at gaa op paa Prædikestolen og lægge Haand paa Manden deroppe, thi han var jo deres Øvrighed, deres Præst !

Og hun var bleven halvt angest og halvt nysgerrig; og hendes Øjne var ikke veget fra ham, som han rank og knejsende i sin folderige Kjole og med Pibekraven om Halsen var skredet frem gennem Koret hen mod Prædikestolen. Nu stod han deroppe og støttede sine smalle, hvide Hænder mod det røde Fløjl, hvormed Kanten af Prædikestolen var betrukket.

Jeg forstaar ikke ... De, en Herrens Tjener? sagde Baronessen forvirret. Undertiden fristes jeg til, vedblev Præsten uden at høre paa hendes Bemærkning Undertiden fristes jeg til, naar jeg staar foran «Herrens» Alter eller paa Prædikestolen, at raabe ud over Menigheden med min naturlige Stemme, at det er Løgn alt sammen, det jeg staar og bavler frem med min fedeste Søndagsrøst!