United States or Belize ? Vote for the TOP Country of the Week !
Pludselig kom en Skikkelse hen imod ham. »Hvem er det?« lød det barskt. »Det er mig!« Nu saa han, hvem det var. De stod lidt tavse. Carr rakte hende tøvende Haanden. Hun tog den, gjorde slet ikke Modstand. »Mimi! Jeg vidste det godt. Jeg vidste godt, De var Præstens Datter ...« »Ja vel!« Hun lo. »Jeg vidste saamæn ogsaa, De var den ny Kapellan ...« »Hvad ... er det sandt! Aa Mimi «
Hvad skal jeg arme Menneske gøre? Nu venter de Bogen, hele min Menighed!« Manden var grædefærdig. »Kunde ... kunde De ikke, Carr, jeg mener ... tage Mimi i Guds Navn ... De #er# jo talentfuld ... tage hende og lade os hjælpes ad ...« Den unge Kapellan saa vist paa sin Sognepræst. »Og De synes, #det# er en Gejstlig værdigt, Pastor Dundas?«
Han drog hende til sig og kyssede hende. »Mimi!« Faderen kaldte oppe fra Vinduet. »Hvad gør Du dernede i Mørket?« #Ja, hvad gjorde hun dog?# Kapitel II. »Forbindelsen mellem os maa ophøre. Jeg kan ikke bruge Dem som Kapellan!« Præsten sad i Studereværelsets Lænestol med rynket Pande og alvorligt Ansigt.
Da han kom hjem efter Visitten, fandt han et Brev liggende, der var eftersendt fra Cranleigh. »Hvor jeg dog er en Hykler!« mumlede han. »Hvor vilde Præstens her dog foragte mig! Og Mimi ja, hun mest af dem alle ...« Resolut lukkede han Brevet op: »Vær saa venlig at sende os Manuskript Nr. 4: »Hvad skal vi tro paa?« Det er allerede tre Dage forsent!
»Naturligt, naturligt!« bekræftede han og blev ivrig med et. »Svigersøn og Svigerfader! Det er smukt, det er godt, det er Menigheden til Efterfølgelse.« Saadan talte den gamle Præst, mens Sveden stod ham om Panden. Denne Pastor Dundas selvgjorte Prædiken havde virkelig for #en Gangs# Skyld gjort Lykke. Carr og Mimi beholdt hinanden. Kapitel I.
Dagens Ord