Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 9. juni 2025
Det er jo midt i Jylland her, saa omtrentlig, er det ikke? Jo, ikke saa meget fejl. Der ligger en Skat her et Sted, som jeg har Papiret til, sagde Axel, idet han spiste, maaske er det ikke saa langt herfra. Otte Iversen svarede ikke lige straks, og Axel fordybede sig i Kanden, det hørtes paa Lyden, hvor langt han kom i den.
Medens der var milevidt mellem Højene. Samme Dag gik Axel fra Keses Hus. Kapslen Nu bliver at berette om Axel, Bastarden, at han under uafbrudte Omskiftelser naaede viden om.
Da Dagen klarnede, lagde Axel Mærke til sin Ledsager og saa, at han havde smalle Haandled og magre, blakkede Hænder; men han kendte godt den Slags tilsyneladende svage Underarme, hvor Musklerne sidder højt oppe i Ærmerne. Hver Gang Hesten slog over i Galop, bemærkede han, at Mikkel Thøgersen samlede Hesten og gjorde sig til et med den paa en egen sparsommelig Maade.
Bestemmelsen at rejse til Danmark til Kirsten og bagefter naturligvis tilbage til Sigrid, blev ikke ved at være Stammen i hans Skæbne, den var kun en vissen Stump deraf mellem andre kraftige Grene, som havde bemægtiget sig Grøden. Axel førtes omkring af en vekslende Beundring for de unge Kvinder i Verden.
Axel skubbede stærkt til den fremmede, som vilde han dog i det mindste have ham hen i Hjørnet, hvor der var mørkere, og den fremmede vaklede et Par Skridt stadig halvt smilende. Saa rettede han sig og strammede Brynene.
Han fortalte, hvad han havde regnet ud for ikke at blive snydt Skatten fra; han kunde ikke tyde Skriften selv, det var hebraisk nemlig . . . Mikkel sagde, at han kunde hebraisk. Naa saa det kunde han. Axel blev ved at skinne i Øjnene, han bøjede sig frem og talte dæmpet: Jeg vil se Tiden an.
Han var køn, et mørkt Skæg og en harmløs Mund, Ansigtsfarven var saa skær, at man næppe skelnede dens Grænse mod Luften. Men Haanden var bred, let haaret, ikke til at tage fejl af. Axel puttede Kapslen til sig igen og nikkede flere Gange. Jo jo, sagde han halvt til sig selv. Mikkel spurgte, hvor gammel han var. To Og tyve Aar. Axel saa fornuftigt op.
Han saa op, Otte Iversen stirrede paa ham. Da lagde Axel Kniven fra sig, han troede Herremanden blev syg. Men Otte Iversen rejste sig, kremtede og knipsede til Faklen. Han kremtede en Gang endnu. Mendel Speyer . . . om Axel var i Slægt med ham? Ikke han vidste af. Axel saa aabent op. I det samme kendte Otte Iversen ham. Det var Susannas Søn. Det var Susannas Søn.
En Hund kæftede aldeles rasende fra Muren, hvor den stod i Lænke; der gik en Dreng i røde Hoser og puslede ved Trappen. Gaarden saa ud som forladt ellers. Just som Axel holdt op for Trappen, kom en Mand frem i Døren, det var Herremanden selv. Og da han havde hørt Axels Ærinde, førte han ham med op i Stuen.
Det gik der megen Snak om, han forsvandt lige før Jul, Andendagen efter sit Bryllup, og lod sig ikke siden se. Det var en forstyrret Historie, der gik Ord af Besvimelserne i Familjen; Sigrid kom til at sidde for tidlig Enke. Den der tog sig Sagen mindst nær, og tillige mest, var Axel, den angerløse. Det hang saa enkelt sammen for hans vedkommende, og dog var det ham en vidtløftig Historie.
Dagens Ord
Andre Ser