United States or Saint Pierre and Miquelon ? Vote for the TOP Country of the Week !
Snart sad det paa hans spidse Næsetip, og Benedict skelede krampagtig hen imod denne fremspringende Pynt. "Store Gud! Den sjældne Manticora !" brast det ud af ham. Og i det samme maatte han nyse, kildret af det sjældne Dyrs Kravlen paa hans følsomme Næsetip.
Klaus stod forbavset over sig selv med sit vandkæmmede Haar, mens Nabokonen bandt ham et Lommetørklæde om Halsen. Han vidste ikke, hvad al den Pynt skulde til. Faderen saá til dem, der hylede i Bænken. -Se til, den Hvinen faar Ende, sagde han og slukkede Lampen. Nabokonen og han og Klaus kom hen til Døren. Henne i Bænken klynkede det smaat. Der var Lys og mange Folk paa Gaden.
De flokkes, ikke af Sammenhold, men som Kreaturer i Høststormen paa en Holm, hvor de søger ud paa den yderste Pynt og kalder indstændigt mod Land. Der er halvmørkt her at bo, ingen Varme, de forviste lever adskilt uden at kende til Venlighed. Den frysende skal nok sørge for Træk til sin næste; den der savner og nages, drypper Nid i sin Medfanges Hjærte.
Nordsiden, mod hvis vestlige Pynt vi stævne, er den smukkeste paa Øen, og de Dale, der sænke sig imellem de to høieste Punkter, Mount Eagle og Mount Pleasant, henrivende deilige.
Ombord var ligeledes Sarah, Maria Salomis Tjenestekvinde. Ført af Guds Haand kom Fartøjet uskadt til den yderste Pynt af Øen la Camargue, der tilhørte Marseillanerne og var beboet af deres Kolonister. Ved Ankomsten oprejste de hellige Marier et Alter til Guds Ære, og paa det Sted, hvor det skete, lige ved Havets Bred, lod Herren en Kilde med fersk Vand risle frem.
Og der var kommen endnu flere Folk til, Bønder inde fra Landet og langs Kysten, som havde faaet Øje paa Skibene; der var mange hundrede Mennesker, gamle og unge, og de løb vinkende og kaldende langs Strandbredden, til de kom til den yderste Pynt. Her blev de staaende, her trængte de sig sammen i en lang tæt Stimmel saa nær ud til Vandet, som de kunde komme.
Alle disse Enkeltheder gjentog sig bestandig mindre, utydeligere og nærmere ved hinanden, indtil de smeltede sammen i en næsten ubestemmelig Farvetone, dèr hvor Aasen som en Pynt sænkede sig ned mod Sletten. Denne blaanede langveis bort, og yderst ude viste sig Bjergformer, skyggeagtige og svævende, snarere som et Bundfald af Luftens Blaa end som en Stigning af Jordens.
Den ulykkelige Naturforskers Loup hang i en Snor ved Kongens Bælte, nærmest til Pynt, da den ophøjede Idiot ikke havde Idé skabt om dens rette Anvendelse. Saaledes saa altsaa denne Hersker ud, der efter sin egen og sine fleste Undersaatters Mening, var af guddommelig Oprindelse.
Men da Hjemkomsttiden var inde, og ingen saa ham, begyndte de ledige unge Piger allerede at glæde sig over hans Forlis. Han var saa ond, syntes de. Men da han saa med eet kom til Syne om Næssets Pynt, raabte alle: „Han dernede ser jo ganske ud som Pebersvenden!“ „Og Pebersvenden har Fangst med!“ var der en, der raabte.
Dagens Ord