United States or Kiribati ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han plagedes af en rædselsfuld, drivende Nysgerrighed efter at se ... bedre at se alt end dette. Og med et pludseligt Sæt tog han Portièren til Side. Kabinettet var lyst. Paa hver sin Side af Sengen saá han Vaagekonen og Berg kæmpende med et krampagtig bevæget Legeme, hvis Arme krummedes i konvulsivisk Trækning ... Hendes Hoved var strakt frem. Øjnene stive, Haaret uredt og pjusket.
Naar han da saa ham bleg og overanstrengt sidde ved Skrivebordet, kæmpende for at holde sine Tanker samlede om Arbejdet, følte han Smerten og Selvanklagen bore i sin Sjæl og fornam en vis blodig Vellyst derved. Værst var det næsten at komme over de Timer paa Dagen, da han var alene. Saa sad han og arbejdede sig ind i de mørkeste Fantasier om Fremtiden, saa hans Hjerte var nær ved at briste.
Og Gæsterne trykkede sig sammen, saa at der blev et aabent Rum fra Døren hen til de kæmpende. Helmuth stod i Ridedragt: lange, blanke Støvler med Sporer, lys Jakke og Vest og stramtsiddende, graa Benklæder. Ridepisken havde han stukket ned i den ene Støvle. I det samme kom Værten hurtigt ned ad Trappen fra Køkkenet. Satans osse! ... begyndte han.
Hoff vidste ikke, hvad han skulde sige, han vilde ikke en Gang se op, men sad og stirrede paa Tæppefelterne under den nye Pause. Og Nina sad bestandig krammende om Sjalet, kæmpende med sig selv. Men saa pludselig sprang hun midt ind i Tankegangen og sagde hurtigt, halvt graadkvalt: "Det er ikke, fordi jeg vil bebrejde Dem noget, men men jeg er saa ulykkelig ... vi ... Sofie og jeg ..."
Ogsaa Ploug var min Ven, dog ikke fra Barndommen, men fra Ungdommens og Manddommens Dage. Jeg havde fulgt ham paa hans Bane, og mit Liv havde havt det samme Indhold som hans. Vi havde stridt og lidt sammen, altid kæmpende under det samme Banner; det bar jo det skjønne Navn "Fædrelandet". En Beretning om denne Høitidelighed, hvortil E. v. d. Recke havde skrevet en smuk Sang, læses i Berl. Tid. 3.
Det sorte Panterskind saa ud, som det glødede ... Hvor det maatte være varmt. Saa greb han sig i at have svaret galt paa et Spørgsmaal af Grevinden, og han næsten fo'r op i Sædet. Pludseligt lagde han Haanden for Øjnene: "De maa ikke være vred," sagde han. "Vred?" "Ja, fordi jeg er kommet," han stod lidt, kæmpende med sig selv. "De maa ikke være vred," gentog han, "det var det var, fordi "
Men Ellen gav sig igen til at gaa og førte Haanden mod Brystet: Det var maaske bedre ikke at sige det, sagde hun kæmpende, bedre det ikke blev sagt. Men lidt efter standsede hun igen, og mens hun rakte Haanden frem imod ham, sagde hun blidt og roligt: -Jeg vil sige Dem det, Schønaich, at jeg tror paa Dem. Schønaich skælvede.
Dagens Ord