United States or Belize ? Vote for the TOP Country of the Week !
Naar Kejser Napoleon havde Brug for en flink Soldat, var han altid villig til at erindre Etienne Gerards Navn, medens det ikke sjældent undgik hans Opmærksomhed, naar der uddeltes Belønninger. Imidlertid var jeg dog Oberst, da jeg var otte og tyve, og Brigadechef, da jeg fyldte en og tredive, saa jeg har ingen Grund til at være utilfreds med min Karrière.
"De er sikkert en meget dygtig Mand, Sir!" svarede jeg, "men naar jeg fortæller Dem, at De staar overfor Oberst Etienne Gerard af Conflans Husarer, vil De sikkert hurtigt indse Nødvendigheden af at trække af Deres Klæder uden yderligere Snak." I Stedet for at svare, eller gøre, som jeg sagde, stillede han sig i Positur. Et Øjeblik efter havde han mine Støvler i Maven.
Jeg vil yderligere bemærke, at skulde jeg nogen Sinde komme i en Situation som den, jeg foregav var til Stede i Kroen i Lobenstein, skulde jeg aldrig ønske at møde en prægtigere Beskytter og en ærligere Gentleman end Oberst Etienne Gerard.
Hvem skulde vel rasle med Sporer og Sabel, om ikke jeg jeg, Etienne Gerard, Kejserens Fortrolige og Forsvarer, den, der dræbte Napoleons Dødsfjender i Tvekamp. Men han lagde Mærke til min Opførsel og vendte sig lynsnart om imod mig. "Er det Maaden, hvorpaa man fører sig, naar det gælder en hemmelig Mission?" hvæsede han med et koldt Glimt i Øjnene.
Han blev ligbleg, og de smaa bevægelige Bakkenbarter rystede lidenskabeligt. "Meget vel, Oberst! De har sagt tilstrækkeligt!" sagde han med dirrende Stemme, "De har fortalt, at De har gjort en enestaaende Karriere. Jeg lover Dem en enestaaende Død. Oberst Etienne Gerard af tredje Husarregiment skal faa en Død som ingen anden!"
Hans Parader og Riposter var hurtige som Lynet. To Gange saarede han Duroc i Skulderen, og da min Ven gled under et Angreb, hævede han sit Sværd for at give ham det dræbende Stød. Jeg var imidlertid hurtigere end han og optog Hugget i min Parerplade. "Undskyld!" sagde jeg, "men De har endnu Etienne Gerard tilbage!"
Det Hele foregik i et Nu, men alligevel havde jeg opdaget, at Fyren havde en lodden Kosakhue paa Hovedet, og at det var en stor, langbenet Røver med en Sabel ved Siden. Min Tro, selv Etienne Gerard blev lidt betænkelig ved at være alene i Mørket med en saadan Karl. Men kun for et Øjeblik. "Mod!" tænkte jeg.
Nej, jeg havde alligevel været fortabt, og nu havde jeg dog faaet Lejlighed til at sige min Mening rent ud. Dette Dyr skulde komme til at sande, at Etienne Gerard var død, som han havde levet, og at i det mindste én Fange ikke havde bøjet sig for ham.
Han ønskede at føje hundrede Guldstykker til, men hvad havde Penge at betyde, naar Oberst Etienne Gerards Skæbne afhang af Spillet? Det forekom mig, som om alle, der havde Grund til at være interesserede i dette Spil min Moder, mine Husarer, det tresindstyvende Armékorps, Ney, Massena, ja selv Kejseren sluttede Kres omkring os i denne ensomme Dal.
Jeg véd ikke, om hun allerede hviler i Tysklands Jord, eller om hun som en graahaaret Kvinde endnu dvæler paa Slottet i Hof, men i hvert Fald lever hun ung og skøn i Etienne Gerards Erindring. "Skammer I Jer ikke?" raabte hun, medens hun skyndte sig hen til mig og egenhændig rev Løkken af min Hals.
Dagens Ord