United States or Sudan ? Vote for the TOP Country of the Week !


I Vimmelskaftet laa den Heltzske Gaard, Frøken Asta Heltz' Hjem: Man »talte« jo nu i Aarevis om Asta og Herluf. Herluf trak træt paa Skuldrene og saa' i Gulvet. -Nej, sagde Gerster med et Suk det er det: man har s'gu mistet Tilliden, du, til det, man selv gaar rundt og føler. -Ja, sagde Herluf. -Skal vi gaa ind til Mo'er? Gerster vendte sig. -Ja jeg vilde just sige det. Jeg skal gaa.

Den unge Mand tog de blaa Ark og lagde dem ned i en Skuffe, ved Siden af de andre. Excellencen fulgte med Øjnene hans Hænder: -Der er mange, sagde han. -Ja, Grandpapa. Excellencen havde lukket Øjnene: Tiden var forbi, hvor hans Excellence kørte til Forlæggere. Aarevis havde han kørt fra Dør til Dør, havde sendt Manuskripter og havde faaet dem skikket tilbage. Nu var han holdt op.

Med Frantz Uldahls sære og berømmelige Excesser forholdt det sig saaledes: Han kunde i Aarevis te sig som det fredsommeligste og haandterligste Væsen, der glad og omgængelig røgtede sin Landmandsgerning.

Der laa ogsaa nogle gamle Sukkertønder, som Urtekræmmeren havde ladet ligge der i Aarevis; dem stablede Drengene op til Fæstninger, naar de legede Soldat. William var den mindste af alle Drengene i Gaarden. Derfor var han stadig Konge han duede ikke til andet.

Han har vidst om det i Aarevis, ligesom jeg, men jeg tror, at Mænd er nogle underlige Skabninger, og han kan maaske fatte Uvillie imod mig. Jeg er ikke af en Type, som enhver synes godt om. Mit Haar er alt for rødt, skinnende, mørkt, ildrødt som en Kastanie, naar den falder ud af sit Hylster, men det lyser som Metal.

Marschalinden, der var blevet ved at tale med Grev Eck, spurgte ham ud om en ledende Politiker, en Folkefører. -Man forstaar aldrig noget rigtigt, sagde hun: naar man sidder saadan aarevis i Udlandet. -Men, sagde hun om Folkeføreren: tror De da virkelig, at han selv tror paa alle sine egne Ord? -Undertiden. -Og, blev Hr. Eck ved: han tror altid paa, at han er Verdens Midtpunkt.

Hun havde i aarevis bildt sig ind at kende ham til Bunds, og i lange Tider havde hans Opførsel ikke givet Anledning til mindste Uro ... Men nu ! Hvad kunde det være, han gik rundt og tænkte paa, Fyren! Og pludselig slog den forvirrende Tanke ned i hende: Skulde han mon ligge og grine saadan om Natten ogsaa i Sengen ved Siden af hende!