Andrey kunde hvert Øjeblik vende tilbage, rimeligvis i Selskab med Annie. Hvorledes kunde han faa dem advaret? De to Politimænd begyndte at føre en sagte Samtale; den lange Sergent stod ved Siden af sin foresatte, bøjede sig ned imod ham og hviskede ham noget ind i Øret; derefter saa Inspektøren og saa Sergenten hen imod en Plads bag Døren, hvor man kunde staa skjult, naar den aabnedes.

Inspektøren, som gerne vilde forhandle lidt alene med sin Mand, svarede: „Jo, min Søn, hvis det kan more dig, saa gaa du kun; men ikke for langt bort, vi trænger snart igen til din Hjælp.“

Imidlertid stod Dale ved telefonen. Og efter at ha git en hurtig beskrivelse av tyven, hørte de ham forbauset rope: „Hvad? Ved Jupiter! De sier ikke det?“ Meddelelsen blev øiensynlig gjentat av inspektøren. Dale lyttet mer og mer forbauset. Saa la han røret væk og vendte sig til de andre. „Dette slaar rekorden,“ erklærte han. „Hvad er det nu da? Sandelig en anstrengende nat,“ sa Longley.

Med sit vejrbidte Ansigt, sine haarde Hænder og sin tarvelige Dragt saa han fuldstændig ud som en almindelig Arbejdsmand eller Haandværker. Han forstod mesterligt at efterligne denne Klasse Menneskers Tale og Manerer, ja selv deres kejtede Ydmyghed over for Politiet. Inspektøren var straks enig med sig selv om, at denne Mand var uskyldig.

Og det grinagtigste er, at det egentlig var mig, der opholdt dem, jeg blev ved at trøste dem med, at du kom nok!“ Han lo kort, men blev straks efter igen alvorlig. „Naa, endelig Klokken halv et rejste de sig og satte Huerne paa. „Gud være lovet! saa blev du da fri for dem,“ tænkte jeg; men Inspektøren, den Ræv, gav mig nu strenge Ordrer til ikke at sige et Ord til dig, naar du kom; han selv vilde komme igen næste Morgen Klokken otte, sagde han!