maatten

Opdateret: 20. august 2026

Paa den yderste Dag staar Menneskesønnen i de Dødes Rige ... Han rækker mig Haanden. Den er valen og vaad at tage paa. Jeg kan slet ikke føle hans Fingre. Han er dyngvaad. Jeg ser op af ham. Fra neden og lige op i Øjnene hænger Sneen i et tykt Lag. Hans Skæg er tungt og klistrer til Frakken. Jeg faar ham ind i Køkkenet. Han bliver staaende paa Maatten.

Anton Nielsen - Et Aar

Hoff strøg en Tændstik. "Fald for Guds Skyld ikke paa Trappen," sagde han, "den er skrækkelig." William snublede over et Par højst irregulære Trin, og endelig naaede de op. "Værs'go, nu skal jeg straks tænde Lys." En varm, stærkt parfumeret Luft slog dem i Møde fra Døren, William følte, der var Tæppe paa Gulvet og spurgte om Maatten.

Herman Bang - Haabløse Slægter

Tyrk, der laa paa Maatten foran Frøken Sofies Dør, bjæffede i Søvne. Han havde svagt fornemmet Lyden af knirkende Fodtrin paa Sneen udenfor i Haven. Det var Sørine Folkekokkepige, der kom fra Julebesøg hos sine Forældre. Ved hendes Side gik Elev Jakobsen. Hun havde fundet ham flakkende rundt nede i Strandskoven forfrossen og fortvivlet.

Gustav Wied - Fædrene æde Druer: Slægten, Opus 2