mylrende

Men i Brighton celebrerte, da min Geist hensværmed did, Kjedsomheden just og Synden i brillant illuminerte Slotte nyen Dags Begynden nu ved høje Midnatstid. Der var Adel uden Hæder, herlig Viin foruden Glæder; der var Guld foruden Lykke, Skjønhed uden Uskylds Smykke; Venskab, der saa fast bestaaer, som den Hud, en Slange kaster; Oldinge med Ungdoms Laster, Ynglinge med hvidnet Haar deres foraarsløse Sommers visne Græs og Syndens Blommers tørre henforbrændte Straa, som en tidlig Død skal slaa. Blinket af dens damascerte blege Lee var i matte udfortærte Ungdomsøjne alt at see. Guldlorgnetterne ei skjule kunde disse dødsenshule, hvoraf Flamme kun frembrød (Flammer, som et Lavas, dulgte) naar paa grønne Bord de fulgte de Guineer, som rullerte til Perdu'et atter lød. Fløjelssvøbte, dekorerte, perle- og demantbesaa'de, overstrøede med bijoux og Braceletter (Oh, Hans Høihed, Hendes Naade! O, his Lordship and her Grace, trinende i en Française!) vandred Tyveaarsskeletter om som Døde paa de straalende Banketter, paa en Hertugindes Bal. ...Ha det herlige Orchester blandt de høifornemme Gjæster, mylrende i Hundretal, mægter ikke at fremkalde ved Musiken

Henrik Wergeland - Den engelske Lods

Ja, om London ud var død, om dets Millioner gjøre Ende paa den Kamp de føre mod den grønnende Natur, stedse flyttende sin Muur længer ud i Landets Skjød, og om de forlode det, mylrende ad alle Stræder, Orme liig, der alt har ædt, Staden, som bestaaer af Stæder, levnende det Øde, som over Eufrats London kom, over stolte Babylon, Ninive og Ktesifon: da, da inden Somre faa vilde Engellands Vedbende seirende tilbagevende, brolagt Gade sønder slaa, over London-Bridge sig spænde, sammenknytte Lordens Borg Kartistens Hytte, rundt St.

Henrik Wergeland - Den engelske Lods