United States or Bermuda ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ravnen tog først fat og tegnede Ømmerten sort med smukke hvide Mønstre. Ømmerten, som syntes, at det var smukt, gjorde Gengæld og tegnede Ravnens Dragt ganske som sin egen. Men da blev Ravnen vred og fandt sit Mønster hæsligt; og Ømmerten, som blev ærgerlig over Ravnens Vrøvl, klattede den sort over det hele. Ser du, saaledes gik det til, at Ravnen blev sort.
En Ravn forelskede sig i en Gaas og vilde gerne have hende til Kone, men Gaasen vilde ikke. „Du er for tung en Flyver,“ sagde den, „du vil ikke kunne følge os, naar vi drager bort over det store Hav; der findes ingen Steder, hvor du kan hvile dig; bliver du træt, vil du drukne.“ Men Ravnen var stædig og forelsket. „Der findes i Verden intet, som kan trætte mig,“ sagde den vigtigt.
Hans Kone og en anden Gaas satte sig nu paa Havet og bredte den Vinge, der vendte ud til Sidemanden venstre for den ene og højre for den anden ud, saaledes at de dannede en Bro, hvor Ravnen kunde hvile sig. Der satte Ravnen sig.
Han lod sig inspirere af de lyttende Klynger rundt om i det store halvmørke Rum, og stort Udbytte havde jeg selv af at faa gennemgaaet hele Sagnhistorien paa denne underholdende og illustrerende Maade. Christian holdt mest af at fortælle Dyrefabler, de morede ham selv mest, og jeg skal her gengive nogle, der alle handler om Ravnen.
Men Ravnen var for tung: Isen brast, og en Mængde Bobler steg i Vejret, da Ravnen sank. Og saa fortsatte Enken grædende sin Vej, alene med de øvrige Gæs. Da Ravnen sank, viste den sig for en stor Angakok, som netop manede Aander, og for ham fortalte den sin Historie. Den fortalte, at den havde været gift med en Gaas, og at den var druknet paa Vej over det store Hav.
Men da de var komne Halvvejen, begyndte Ravnen at blive usikker i sin Flugt; den slog somme Tider ganske vildt med Vingerne og var lige ved at styrte i Havet. Men endnu kunde den ved Vingernes Hjælp lade sig føre til Vejrs igen. De var komne over Halvvejen og havde ikke langt til Land, da Ravnen gav sig til at raabe om Hjælp. Den var dødtræt og kunde ikke mere.
Men deres Natur beholdt Ravnene dog, og de er den Dag i Dag fulde af Vredagtighed, Løgn og Tyvagtighed. Ved du, hvorfor Ravnen bare er sort, saa kedelig sort? Det skylder den sin Stædighed. Nu skal du bare høre: Det var i de Tider, da alle Fugle skulde have deres Farve og Mønster i Fjerene. Saa mødtes Ravnen og Ømmerten og blev enige om at smykke hinanden.
Og saa favnede den bare igen. Da den Tid nærmede sig igen, at Gæssene skulde trække bort, bad Gaasen sin Mand, om han dog ikke nu vilde hvile sig nogle Dage, saa at han kunde være rigtig udhvilet, naar de skulde rejse. „Uvirksomhed alene trætter mig!“ sagde Ravnen vigtigt og fløj blot meget mere omkring. Saa endelig en Dag trak Gæssene bort, og Ravnen fulgte med.
Og saa endte det alligevel med, at Gaasen gav sig og blev Ravnens Kone. Naar Ravnen favnede den for ømt, plejede den at sige: „Gør ikke saa ved mig. Jeg vil komme til at holde for meget af dig, og Sorgen vil da blive saa tung, naar jeg dog engang skal miste dig paa vor Fart over det store Hav.“ „Vær ikke bekymret,“ sagde Ravnen selvbevidst, „intet i Verden kan trætte mig!“
Christian kom altid til at le, naar han bare saa en Ravn, og han plejede ofte at raabe efter den, som f. Eks.: „Naa, din gamle Lurifaks, hvad er det nu for en Gavtyvestreg, du har for?“ Og naar Ravnen skreg, brølte han efter den: „Nej, mig skal du ikke faa til at hoppe paa dine Løgne!“ Jeg skal genfortælle nogle af disse Ravnefabler: DA RAVNENE KUNDE TALE.
Dagens Ord