United States or Christmas Island ? Vote for the TOP Country of the Week !


Han havde mindet hende om en Skuespiller, der bereder sig paa vildt og lidenskabeligt at udslynge Haansord mod Guder og Mennesker, forbitrede, vanvittige Haansord og Beskyldninger, der skulde fylde Tilhørerne med Rædsel og Gru.

Astrid bøiede sig over mod ham og bad ham ikke at opirre Thjodolf, men heller at synge et Qvad ogsaa til hans Ære. »Havde Ord kunnet dræbe mig, var jeg for længe siden død«, sagde Sangeren, »og ei frygter jeg for Thjodolfs Mund.« »Saa frygt hans Haand«, raabte Thjodolf, idet han sprang op fra sit Sæde og slyngede sit Spyd mod Sangerens Bryst, saa at Odden foer ud af Ryggen paa ham. »Derfor lever ligefuldt den Mand, som er større end Du«, sagde Sigvald, thi ogsaa hos ham havde Vinen faaet Overhaand over Viddet. »Men nu troer jeg ikke, han lever længer«, sagde Thjodolf, idet han hug til Sigvald, saa ogsaa denne styrtede død til Jorden. »En Daare er den Mand, som dræber sin bedste Ven«, sagde Astrid. »Men større Daare den, som taaler Haansord af en Kvinde«, sagde Thjodolf, og dermed rendte han sit Sværd gjennem Astrid.

Hun turde næppe længere aabne en Dør af Rædsel for at se sin Mand ligge i Værelset bag den i Graad og Krampe, eller finde ham rastløs vandrende op og ned, talende med sig selv vildt og ustandseligt, snart anraabende Gud om Tilgivelse og Naade, og snart udslyngende de frygteligste Blasfemier og Haansord mod den Guddom, den Religion og den Kirke, hvis Vogter og Forkynder han var indsat til at være.