United States or Nigeria ? Vote for the TOP Country of the Week !
Man hørte Hovslag i Gaden, hurtige Raab, Hornsignaler ... Stella fo'r op fra Vuggen ... "Mo'r dog," raabte William angst og rendte henimod hende. Nina løb bort fra Vinduet. Lige med ét gav begge Børnene sig til at græde. Hornene lød nu fra alle Kanter ilsomme Hovslag. Løb ... de raabte højt paa Gaden. Stella rev Vinduet op igen.
Spenner rendte ind gennem Restaurantionssalene til Buffetjomfruen, der lige var kommen. Han tog Byttepengene ud af Skuffen og ragede alle Skillingerne sammen i sine Hænder og løb med dem. Vadskerkonen blev stille, da han kom ud paa Trappen igen og bad hende gaa med over i Kontoret, hvor han talte Pengene op paa Pulten.
Symaskinen gik, den lagde Søm, og den fæstede Ende. Og de drillede hende og lo og pludselig fór de op og fløj ud i Haven og rendte Plænen rundt under Støj og Latter, vilde som en Flok Føl.... Tinka var den stilleste af dem.
Bønderne mistede en halv Snes Mand, og mange blev skamferet. Steffen i Kvorne blev skudt, straks da de rendte paa Gaarden. Mikkel saa sig om. En af Mændene gik og samlede Bly op, der var smeltet ned fra Taget og størknet i Græsset; det var hedt endnu, og han bandte og blæste paa Fingrene. De andre havde ogsaa travlt med at samle og værne om Stumperne af Gaarden, de lige havde brændt.
Hovederne dukkede ned bag de opslagne Kraver; Regnen blev stadig tættere, man hørte Vandet slaa op om de trampende Ben ... De lange Rækker saá ud som et mørkt Legeme. Mænd og Koner rendte forvirret frem og tilbage paa Fortovet. Hornene kaldte uafladelig. Saa lød der Hovslag fra Torvet. Kavalkaden sprængte forbi, Slængkapperne flagrede i Stormen, Hestene stønnede Stella genkendte Prinsen.
Han løb ud paa en lille Baadebro og svingede aldeles meningsløst med sin Hat, raabte saa højt han kunde, knappede Frakken op, saa Stormen kunde slaa ind paa hans Bryst han var fortumlet, beruset og ellevild. William rendte i Søgangen længe efter, at det var blevet mørkt. Dagene gik.
Professoren tog ham i Armen: "Stop lidt," sagde han, "De har svær Hast." William stammede. Professoren førte ham ved Armen hen til Vinduet, stillede ham op lige mod Lyset, saá paa ham, drejede ham, betragtede ham igen. "Godt," sagde han og slap ham. William blev staaende. "Ja, De skal naturligvis være Skuespiller," sagde saa Professoren. William rendte op og ned som en besat nede i Søgangen.
Han følte tydeligt, at han var ramt, og nu løb de Banditter ind i Granerne. Blodet rendte ham fra Hoften. Han kunde mærke, hvor han blev vaad ned i Støvlerne ... I rasende Fart sprang han ad Hjemningen, og i den sene Nat maatte en af Karlene køre i Ilfart efter Lægen. Sig, at de har skudt paa mig. Aah Herre du milde Gud og Skaber ...
Han fik Øje paa en lille Indgang, som førte ind i et andet stort Rum; men da han forsøgte paa at trænge derind, rendte han voldsomt mod en Person, der stillede sig i Vejen for ham. Han saa frem for sig og kom til at skælve over hele Kroppen af Rædsel: Det var ham selv, og han begreb ikke, hvorledes han kunde være inde i to Rum paa samme Tid.
Jeg har ikke gjort det! sagde han Jeg har ikke saameget som rørt ved Frøkenen ... jeg løb min Vej, førend det blev til noget ... jeg blev saa forskrækket for, hvad der kunde ske, at jeg rev Døren op og løb ud af Huset og lige ned paa mit Kammer ... Fruen kan sæl spørge Forvalter Larsen, for han sa'e netop: Har Du Ild i Rumpen, Jakobsen? nede i Ladegaarden, da jeg rendte ham forbi ... Men jeg sa'e ikke andet end: Hva' rager det Dem , Larsen! og rendte videre ... Fruen maa tro mig, saasandt der er en Gud til!
Dagens Ord