United States or Åland ? Vote for the TOP Country of the Week !


Men i Dag vilde han ikke lade sig hundse af meningsløse Drifter. Længe laa han over Stenen og stred: Tyv! skældte han sig selv, Morder! Hund! Men det hjalp ikke. Gid han kunde rejse sig og kravle op igen, hvorfra han kom; men han kunde ikke røre sig, evnede det ikke. Og skønt hans Øjne var lukkede, traadte Faaret dernede pludselig ganske klart og skarpt frem for hans Blik.

De andre dukkede Hovederne et Øjeblik og øste videre, #de# af dem, der endnu havde Kræfter nok, for paa Langskibstofterne laa der fire Mand surret, deriblandt de tre reddede fra den lille Baad, og evnede ingenting; de rørte sig end ikke, naar Søen styrtede over dem.

Jeg lærte at forstaa de andre trods deres Dumhed, lærte at give dem Ret trods deres Forvorpenhed. Hele, hele Skylden gled over paa mine Skuldre, og da følte jeg, at jeg ikke evnede at bære den. Jeg havde gravet mig saa dybt ned i min Brøde, at jeg aldrig, aldrig nogensinde kunde bjærge mig op igen. Den aad sig ind i min Sjæl og prægede mig mer og mer. Min Tanke blev syg, min Aand svækkedes.

Skulde det vise sig, at den ikke evnede det, da vilde den af sig selv. Men om den havde den Betydning, som han saa sikkert troede, da havde intet Menneske Lov til at stritte imod den, og Enhver skulde være villig til at bringe Ofre for, at den kunde vinde frem. De, som handlede anderledes, de arbejdede imod Kulturen. Og det var Helligbrøde.

Mikkel Thøgersen vaagnede af sine brændende Hævndrømme ved at høre Vognen komme langt borte, Hjulene peb i den stille Aften. Nu naaede de op over Bakken, Mikkel hørte Kuskens Psi psi han rejste sig og gik ind i Byen saa hurtigt han evnede. Samme Nat fik han Lejlighed med en Skipper til Grenaa.

"Ja, jeg har forresten længe tænkt mig det." Den høje, kraftige Karl stod dukket foran ham med Armene hængende slapt langs Siden. Han stod og stirrede som bedøvet ned i Græsset foran sig, evnede ikke at tænke en Tanke. Stadig hvirvlede det rundt i hans Hoved: Opdaget, du er opdaget. Aah Herregud, du er opdaget. "Tyv, du er, Tyv!" skreg Mandslingen hidsig. Der gik som et Stød gennem Karlen.

Hvad der ogsaa i Øjeblikket kunde bevirke, at hun følte sig lysere og lettere til Mode. Men naar hun saa igen var bleven ene, reagerede hun irriteret mod hans Dialektik og pønskede og pønskede for dog endelig og uafviselig engang at kunne sætte Sønnen Bet og spille en Trumf ud, som han ikke evnede at stikke.