United States or Puerto Rico ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hans Stemme var ligesom uden Farve og han aabnede næppe Læberne, naar han talte, som om det gjaldt at holde dem lukkede saa fast som muligt om de hvide Tænder og om mange Hemmeligheder. -Vel, Hr. Professor. Han stod et Nu paa Tærskelen til "Salen", mens Bertelsens Øjne med et Glimt flakkede hen over hans Ansigt. -Intet Nyt, sagde han, og han gled videre, ind ad Døren til Kvinderne.
Men Fru Bertelsen virrede kun med Hovedet, og med et Udtryk i sine Øjne, som var de blinde, sagde hun: -Og saa er det Ens egen Skyld De Ord var Fru Bertelsens første Tanke og hendes sidste lige fra den Dag, Hr. Overlægen havde sagt til hende saa vredt: Hvorfor avler man ogsaa Børn med et drukkent Mandfolk? -Og saa er det Ens egen Skyld....
Nu aabnede hun dem. Inde forbi Døren paa "Salen" drev og drev Bertelsen som en Skygge, og pludselig hørte hun Fru Bertelsens Stemme igen, der, helt inde i hendes Hoved, havde forfulgt hende hele Dagen. -Stakkels Fru Bertelsen, sagde hun. De sad tavse en Stund.
Josefine talte om sin Bedstemoder i Holbæk: der havde de hver Søndag bagt Franskbrød. Henne fra Kældergangen, hvor de fire var til Arbejde, hørte man Bertelsens Sav, der gik i Brændet. -Det blev forresten dejligt, sagde Josefine om det fine Brød i Holbæk. Ida blev ved at piske, mens Jernet klang i Skaalen.
Ida gik ud; fra Køkkenet hørte hun Bertelsens ustandselige Tale som en vredagtig og undertrykt Snerren og Moderens bange: Ja, men Jakob, ja, men Jakob ... Døren til Kvinderne røg op. Det var Kjær, der først saá sig rundt i Stuen og saa løb ud i Køkkenet. -Gud, men Jomfru, naar skal det være? sagde hun: De vil jo leje Lejlighed.
I Køkkenet blev der stille, mens man paany hørte Bertelsens Sav gennem det store Brænde. -Josefine, sagde Ida: jeg gi'er dem alligevel nogle Kager derinde.
Dagens Ord