United States or Grenada ? Vote for the TOP Country of the Week !
Foruden at de jævnede hans Slot og Befæstning med Jorden og plyndrede hans Domkirke, røvede de alle hans Ejendomme, smed ham i Fængsel som en Tyveknægt og pinte ham der. De ventede, at hans Fjende, Sten Sture, skulde blive siddende som Konge. Nordboen var altid værst mod sig selv. Nu blev Christiern Konge, voldeligt, mod alle Svenskeres Vaaben og Vilje, og nu var der til dem.
Den store Guds Mand og Studepranger forstod sig paa at forlige Lovens Bogstav med Sagens Krav, han fulgte heri sit stærke Hjærtes Drift. Og det raadede ham sandt. Men selv den dybest tilgrundeliggende Sandhed, den djævelske Sandhed, slog Klik her, kunde ikke redde Norden. Saa stor Uvilje til Lykke kendetegner Nordboen, at netop det yderste, radikale Redningsmiddel slaar alt Haab ihjel for stedse.
Deraf flød Penge og ny Magt og nye Skibe, Skibe. Nordboen skulde komme langt, saa længe der var Verdener at erobre. Ja. Men Kongens Tro svandt, da han fik Jylland at se igen. Der var ingen Lys paa Stranden, og Færgen gik tæt ind under Land, saa at Kysten og Høneborg Slot pludselig dukkede frem af den graa Nat.
Forskjelligt er Alt dette, det er vist, fra vor stille, fredelige Fest med gode Venner inden sneomfygede Mure. I det trængselsfyldte, tumlende, straalende Paris længes Nordboen efter Hjemmet.
Tristhedsperioderne er kun sporadiske Anfald af Hjemve, og den Sot følger Mennesket, hvor det drager hen. Nordboen i alt Fald kunde rejse lige ind i Paradiset, den vilde finde ham der ogsaa. Men kommer den over ham, saa ligger der jo hist og her i Pariseroceanet Smaaøer, som, om de end ikke er Fædrelandets Jord, dog har et Par Spadefulde af den strøet paa sig. Der søger han hen.