United States or Togo ? Vote for the TOP Country of the Week !


Nu standser han, lægger omhyggeligt Værktøjet væk og kryber om bag en Busk. Først ser han sig forsigtigt om til alle Sider, saa synker han ned paa Hug. Det er en rig Tid. Alle Sommerens hede Løfter er modnet i Frugt, forløst hæver Stubmarkerne sig over Bakkerne, det ser ud langt borte, som vilde de mødes med Skyerne.

Selv i de mindste Blodkar længst borte fra Hjærtet er Blodet holdt op med at pible, og de tyndeste Hinder størknet. Hver eneste lille Celle har lukket sig fast i. Kold og stiv. Med Dagen kommer Fluerne. Nattens Hvile har modnet Æggene i Moderlivet. Det er Tiden nu at sætte Frugt. I Skarer er de styrtet over hende. Overalt er de krøbet ind.

Og saa var det blevet denne Rædsel til Fortvivlelse. Saa kunde det altsaa komme saaledes, og det unaturligt forfærdelige kunde fødes umærkeligt af det, vi vilde bedst. Thi det var jo kommet umærkeligt. Født af den evige Nærhed, vokset stærkt under de kælne Berøringer, modnet i Kærtegn, hvor Driften laa halvvaagen.

Baade han og Adolfs Fader havde giftet sig med gode, frugtbare, danske Kvinder og var ved dem bleven Fædre til en talrig Børneflok, hvis sydlandske Afstamning havde givet sig til Kende paa forskellig Vis. Hos Adolf havde den saaledes aabenbaret sig i en ustyrlig, næsten til Sindssyge grænsende Heftighed og tidlig modnet, stærkt udviklet Sans for erotiske Glæder.

Michael Ancher har sikkert, som Stimulans i sin kunstneriske Strid paa Skagen Strand, haft foruden de rent kunstneriske Maal for Øje tillige en efterhaanden modnet Forstaaelse af, hvilke kulturhistoriske Skatte Menneskeliv, Livsskæbner der laa uhævede langs den sandede Kyst, hvor der i Befolkningens daglige Færd var saa meget baade af det store Drama, den heroiske Daad, og af den hjemmefødte, horisontløse aandelige Forkrøblethed, der i det indbyrdes Liv i Stue, paa Kro og i Kirke kan give sig tilkende paa ofte meget lidet tiltalende Vis.

Slangen Krybet som ejede, hvad de to Mennesker ikke ejede: Retten til at give nye Skabninger Livet, sagde kun dette: Æd. Og de gjorde det. Inde i dem groede Livet op og drev dem ind til hinanden, drev dem som to magtesløse Væsner. Da Vorherre kaldte dem i Hus for at skærme dem for Natten, var de blevet voksne, modnet i Eftermiddagens Solhede. I Aftenens Stilhed gik de bort.