stat

Saa Jenny visste nok, hvad et forbjerg var. Og saa spurte frøkenen i geografi hende netop, om hun kunde nævne et norsk forbjerg. Og Jenny sa «Næsodden». Frøkenen smilte og hele klassen lo. «Signe,» sa frøkenen, og en liten Signe stod op og sa kjapt: «Nordkap, Stat, Lindesnes.» Men Jenny smilte overlegent, likegyldig, mot de andres latter. Det var kanske første gang.

Sigrid Undset - Jenny: Roman

Hej, lystig afsted! PIGEN. Krist fri mig, min frue, er I ståt op? MARGIT. Jeg er frisk og vel; du kan gå ned og sove. Vent; sig mig, er alle gæsterne borte? PIGEN. Nej, ikke alle; en del bliver til udover dagen; de sover visst allerede. MARGIT. Og Gudmund Alfsøn ? PIGEN. Han sover nok også. MARGIT. Godt; du kan gå.

Henrik Ibsen - Gildet på Solhaug

I saa ømt og daarligt Haab, i saa elskelig en Feil ak, hun tænkte, en Fregat vilde lægge bi sit Roer, naar der bag den skreg en Moer; tænkte Hjerte hos en Stat: at den skulde selv erkjende sit forøvte Rov mod Hende ... Med saa kjære gale Tanker Hun i Graad paa Kaien vanker, til hun seer en Cornwall-Jagt, ud mod Kvel for Reise lagt, og før Solen vel var nede, var tilsjøs hun allerede.

Henrik Wergeland - Den engelske Lods

HJALMAR. Ja, det kan gerne være, men GINA. Og nu kanske grossereren tror, det er dig, som har stat bag ved HJALMAR. Så lad ham tro det længe nok! Grosserer Werle har gjort overmåde meget for mig; gud bevar's, det erkender jeg. Men derfor kan jeg da ikke til evig tid gøre mig afhængig af ham.

Henrik Ibsen - Vildanden