United States or Sint Maarten ? Vote for the TOP Country of the Week !
GINA. Nej; og det var jo bra'. Nå, og så tog jeg jo også ind otte kroner og femti for fotografierne. HEDVIG. Tænk, blev det så meget! GINA. Akkurat otte kroner og femti. Gina tar atter sit sytøj. HEDVIG. Er det ikke morsomt at tænke sig, at far er i stort middagsselskab hos grosserer Werle? GINA. Du kan da ikke sige, at det er hos grossereren, han er. Det var jo sønnen, som sendte bud efter ham.
Før var du så forhippet på at få lejet ud; og nu liker du det ikke. GINA. Jo, Ekdal; hvis det bare havde været til en anden en, så . Men hvad tror du, grossereren vil sige? HJALMAR. Gamle Werle? Det rager da ikke ham. GINA. Men du kan da vel skønne, at der er kommet noget på tvers imellem dem igen, siden den unge flytter ud af huset. Du ved jo, hvorledes de to har det med hinanden.
Og mor hun var ikke så real, som du tænkte, Ekdal; og hun gik der og snakked for mig både om det ene og det andre; for grossereren var jo ble't enkemand da. HJALMAR. Nå, og så! GINA. Ja, det er vel bedst du får vide det. Han gav sig ikke, før han fik sin vilje. Og det er mit barns mor! Hvor kunde du fortie sligt noget for mig!
EKDAL. Har ikke fanget, den, jeg. Der er en viss mand her i byen, som vi kan takke for den. Den mand skulde da vel aldrig være min far? EKDAL. Jo så sandelig. Akkurat Deres far. Hm. HJALMAR. Det var da løjerligt, at du kunde gætte det, Gregers. GREGERS. Du fortalte jo før, at du skyldte far så mangt og mangfoldigt; og så tænkte jeg som så GINA. Men vi har da ikke fåt anden af grossereren selv
Ikke dengangen, ikke. Grossereren la' sig efter mig; det gjorde han. Og fruen trodde, der var noget i det; og så gjorde hun hokkuspokkus og hurlomhej, og hun både slog mig og hun drog mig; det gjorde hun; og så gik jeg af tjenesten. HJALMAR. Men siden altså! GINA. Ja, så kom jeg jo hjem.
HJALMAR. Og så får han det fra grosserer Werle! GINA. Å ja, grossereren har da nok at ta' af, han. HJALMAR. Lad mig få lampen tændt! Og så kan vi jo ikke vide, om det er grossereren selv; det kan jo godt være Gråberg HJALMAR. Hvorfor kommer du med den udflugten om Gråberg? GINA. Nej jeg ved ikke; jeg tænkte bare HJALMAR. Hm! GINA. Det var jo ikke mig, som skaffed gamlefar det skriveriet.
Som elskovs friprest står du midlertidigt . sent eller tidlig skal der avanceres; men det er selv mod skik og vedtægt stridigt, om allerede nu du ordineres. LIND. Ja dersom ej grossereren FALK. Hvad han? Å, det er noget, Lind kun ind sig bilder. LIND. Sig ikke det; det aner mig han skiller mig ved min lykke, når og hvor han kan.
Oprigtig talt havde jeg håbet, jeg ikke skulde træffe dine mandfolk hjemme på denne tid; og så løb jeg opom for at snakke lidt med dig og sige dig farvel. GINA. Så? Rejser du da? FRU SØRBY. Ja, imorgen tidlig; op til Højdal. Grossereren er rejst i eftermiddag. GINA. Nej tænk ! HJALMAR. Så grosserer Werle er rejst? Og nu rejser De efter ham? FRU SØRBY. Ja hvad siger De til det, Ekdal?
WERLE. Be'r undskylde; men min søn skal nok bo her i huset. Ja. Vil ikke herr grossereren være så artig ? WERLE. Tak; jeg ønsker blot at tale med min søn. GREGERS. Ja, hvad godt? Her står jeg. WERLE. Jeg ønsker at tale med dig i dit værelse. GREGERS. I mit værelse nå GINA. Nej, der er, ved gud, ikke i den stand at WERLE. Nå, så ude på gangen da; jeg ønsker en samtale under fire øjne.
HJALMAR. Ja, det kan gerne være, men GINA. Og nu kanske grossereren tror, det er dig, som har stat bag ved HJALMAR. Så lad ham tro det længe nok! Grosserer Werle har gjort overmåde meget for mig; gud bevar's, det erkender jeg. Men derfor kan jeg da ikke til evig tid gøre mig afhængig af ham.