nyt

Opdateret: 2. juni 2025

Man gik paa Dækket timevis, to og to, Trinene lød uhyggelig monotont fra Rygesalonen agter helt hen til Forstævnen som var det selve den taalmodige Død, der havde sat Vagtpost ud, forlængst havde man talt sig læns til sin fremmede Sidemand, alligevel gik og gik man sammen, frem og tilbage, passede at holde Fodslag fra hvert nyt Helt-Omkring, rømmede sig nu og da, naar Taagen kildrede Svælget, og blev flov af Ængstelse for, at Sidemanden skulde troet, der fulgte en Replik efter Gryntene, eller at han skulde forstaaet disse som en diskret Opfordring til ham om atter at begynde den anstrængte Samtale ... Saa var der nogen, der raabte ude i Taagen.

Ludvig Mylius-Erichsen - Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen

»O hvor jeg er glad«, sagde Andrea Margrethe, »at det nye Aar er kommet. Det er ligesom Alting var blevet ganske nyt og jeg selv med det er mageløst at have Nytaar, ikke sandt Nicolai?« »Ja vist«, svarede jeg, »det er deiligt at faae Nytaar, det giver jeg Dem Ret i. Og tak for det gamle Aar!« »Ja Tak for det gamle Aar, det havde jeg jo nær glemt at sige.

Henrik Scharling - Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard

Da fik Priorinden Brev fra Otto Heinrich. Mange Gange læste hun de store, klare Drengebogstaver der stod næsten altid de samme Sætninger med de samme Ord. Først læste hun dem alene; men siden kom Stiftsdamerne for at høre nyt om "Drengen", og Brevet blev læst igjen og om igjen vel de hundrede Gange. Hver Jul og Sommer kom Otto Heinrich hjem. Hvor han dog voxede. Slank og fin var han i Uniformen.

Herman Bang - Enkens søn

Det havde hidtil været skjult af den smukke Villa og tog sig ikke synderlig indbydende ud, da det nu dukkede op over den og præsenterede sig mod den blaa Himmel, med en vis ublufærdig Nøgenhed, uden saa meget som en Busk i Nærheden af sig, og saa skinnende nyt, som om det aldrig kunde beboes.

Karl Gjellerup - Minna

Der er Ingenting, der gjør Mennesket stærkere og sundere, der er Intet, der giver friskere Kræfter til at udrette Noget, end det altid at gaa til Arbejdet med en Sang paa Læben, altid at have et nyt Haab i Hjertet til Erstatning for dem, der er gaaet i Vadsken. Det er den Slags Letsindighed, Pariserne har, og den er der langt mere Grund til at misunde end til at bebrejde dem.

Richard Kaufmann - Fra det moderne Frankrig