derud

Opdateret: 13. juni 2025

Vi trykkede tavse hinandens Haand, og vore Øine fyldtes med Taarer, mens vi stirrede derud imod; det forekom os begge, at hin Idyl var groet fast derude, som en sart Blomst, der ikke lader sig omplante, og at vi havde forladt den tillige med Stedet og først hist kunde gjenfinde den, og en uendelig Hjemve opfyldte og forenede os.

Karl Gjellerup - Minna

„Hørte du ikke ganske tydeligt Lyden før?“ spurgte han. „Jo! men tror du ikke, at det var Vinden?“ føjede jeg til, „Kløften vendte jo lige mod Sydvest. Se engang derud!“ Taagen stod tyk over Jorden, og Regnen smeldede ned over Fjældene. Men Anase værdigede mig ikke et Svar. Endnu en Gang saa han op mod Hulen og sagde lige som for sig selv: „Jeg tror, det var Fanden selv!“ „Fanden! Hvad mener du?“

Knud Rasmussen - Under Nordenvindens Svøbe