materien

Opdateret: 16. august 2026

Men Konen dæmper sin tynde Stemme og fortæller, saa Manden ikke hører det, og mens hendes lyse Øjne flimrer i Taarer: »Ja, egentlig er det maaske Uret, men A kunde int for alting faa over mit Sind at kaste det rent væk, det som Doktoren havde klippet af ... #Dødt# var det jo nok, saadan at se, men det var da ud af menneskelig Skabning; A kendte dem jo fra min Mand, hver eneste én, vi har jo levet sammen saa mange Aar, akke-ja; aldrig skal A glemme, da Doktoren var gaaet og A stod dèr ude i Køkkenet og havde alle de sølle Stumpler i et Fad og vaskede dem, saa Materien kom af dem.

Ludvig Mylius-Erichsen - Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen