Udenfor, paa den hvide Taagedug, der var spændt for Vinduet, tegnede sig dunkle Kroner af Frugttræer, spidse Grantoppe, en Tagrand med en blinkende Skraarude alt uden Grændse nedad og skyggeagtigt, ligesom Laternamagica-Billeder, der begynde at fæstne sig.
Det kribler i Kroppen, man føler en Lyst til at springe ud, til at raabe, at Toget skal standse og sætte En af. Men man faaer ikke Tid til det engang, saadan vexler Landskaberne. De følger efter hinanden som et Jag af Laternamagica-Billeder.