fripostigt

Opdateret: 9. juli 2026

Men saa stirrede han hende fripostigt ind i Ansigtet og sagde: Det skal jeg Skam sige Dem: Jeg laa nede bag Klitterne med en Kikkert og saa paa, at Pigebørnene gik i Vandet! Baronessen slog oprørt ud med Haanden: Jeg vil ikke høre paa ... Hæ, hæ! vedblev han klukkende En smuk Beskæftigelse for en «Herrens Tjener», hva'? Min egen Datter og Deres lille, buttede Karen!

Gustav Wied - Slægten

Hendes Øjne var mørkeblaa og spillede i et lille kækt, næsten fripostigt Ansigt. Hele Skikkelsen var spinkel som et halvvoksent Barns. Men hendes Holdning røbede, at hun var vant til Beskuelse og gerne udsatte sig derfor. "Nu har jeg nok af det!" sagde hun, da hun havde set lidt paa ham. "Af hvad?" "Af Dem naturligvis. Men gener Dem bare ikke, min Herre." "Det gør jeg heller ikke.

Albert Gnudtzmann - Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom