liljerne

Oppdatert: 27. juli 2026

Men tæt under strande den smådreng stod; han var til sinde så mødig og mod; med kvide han slog sin harpes strenge, så vide det klang både lydt og længe. Den jomfru liden på tjernets bund vågned derved af sin tunge blund; nøkken måtte slippe hende ud af sit skød; mellem liljerne hen over vandet hun flød; da kendte hun igen både himmel og jord, da fatted hun tilfulde både gud og hans ord.

Henrik Ibsen - Gildet på Solhaug