United States or Åland ? Vote for the TOP Country of the Week !


Gamle Fiskere, som fra Ungdomsaarene mindedes indbringende Strandinger i Taagevejr, var sommetider, naar der nu gik for lang Tid mellem Strandingerne, helt gnavne paa nymodens Indretninger som Fyr og Sirener; der var et Par af de ældste Fiskere, som for Alvor havde villet haft Fyrmesteren givet Øvrigheds-Tilhold om at mindske sin Iver med Sirenen, for det var hændt mere end én Gang, at han med et pludseligt Stød i Sirenen havde bortjaget et Fartøj, som i Halvklart og for Strømsætning kom Revlerne for nær og var stærkt truet med Grundstødning ... Det var jo dog Strandingerne, som skulde give Fattigfolk lidt Ekstrafortjeneste, mente de gamle Fiskere.

Præsten i Skagen holdt ogsaa nok af lidt Profit fra Strandingerne, men der skulde dog være Maade med alting, syntes han, og Kancelliraaden drev den virkelig for vidt. Præsten laa altid paa Kant med Stedets verdslige Øvrighed i Embedsspørgsmaal og kunde ikke fordrage Kancelliraadens selvraadige Person.

Nu i Tiderne er der længe mellem Strandingerne paa denne Del af Kysten, Sejlskibe bliver der færre af med hvert Aar, og de store Dampere, der har Kurs langt tilsøs, naar de farer Kanalen ind og ud, gaar kun sjældent paa Revlerne her sønder paa. Men der hænder dog nu og da ogsaa her et Søens Drama. Og det, der hændte hin Decemberdag, havde tragisk Forløb.