United States or Nicaragua ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hvorfor skulde jeg elske eders Bønder, der hader og forfølger mine Trosfæller med blindt Barbari, og som maaske i Morgen plyndrer min Faders, en ærlig Haandværkers, Hus og mishandler ham brutalt og grusomt, som de har gjort med tusinde andre stakkels, ærligt arbejdende Jøder?
Vil De sige ham, at det, som holder mine åndskræfter oppe under denne anstrængende beskæftigelse, det er ønsket om at bli' en pinlig gældsbyrde kvit. Derfor gør jeg opfindelsen. Hele udbyttet skal anvendes til at frigøre mig for Deres vordende ægtefælles pekuniære udlæg. FRU SØRBY. Her er nok sket et eller andet her i huset. HJALMAR. Ja, det er det. FRU SØRBY. Nå, så farvel da.
Jeg trodde, jeg var skuffet og jeg tænkte, det var fordi jeg hadde længtet saa meget og drømt saa meget, at alt jeg vilde faa se, skulde bli blekt og fattig imot mine drømme. Har De lagt merke til, naar man ligger en sommerdag i solen med lukkede øine? Naar man aapner dem, er liksom alle farver graa og falmet en stund.
Disse fareløse Luer, denne Flamme, som ei hviner, disse Rædsler uden Skræk, denne Blomsterdæmons Træk jeg med uforsteente Miner, uden Øjeblinken skuer. O jeg elsker disse Syner! O jeg seer med Kjærlighed Blomsten, som saa skummelt lyner, Farven, som er bleven heed. Disse Blomsters skjønne, tyste Rædsler kun mit Minde skrække; mine Øjne de forlyste, Læbens døde Smiil de vække.
FRU SØRBY. Ja, men det er nu visst og sandt, at årgangene kan være højst forskellige. De gamle årgange er de fineste. DEN NÆRSYNTE HERRE. Regner De mig til de gamle! FRU SØRBY. Å, langt ifra. DEN TYNDHÅREDE. Ser man det! Men jeg da, søde fru Sørby ? DEN FEDE HERRE. Ja, og jeg! Hvad årgange regner de os til? FRU SØRBY. Dem regner jeg til de søde årgange, mine herrer.
Det vilde heller ikke hjælpe længer at tygge Spån; mine Kæver var trætte af det frugtesløse Arbejde, og jeg lod dem hvile. Jeg gav mig over. Ovenikøbet havde en brun Appelsinskal, som jeg fandt på Gaden, og som jeg straks gav mig til at gnave af, givet mig Kvalme. Jeg var syg; Pulsåren svulmed blå på mine Håndled. Hvad havde jeg også egentlig nølet efter?
„Ta det med ro, ja! Armene mine verker. Jeg skal si Dere det, at gjøre mynt, det leter ordentlig paa musklerne. Men jeg er vel snart oppe
Da vi havde gået nogle Skridt forbi Droscherne, standsed jeg op, gjorde min Arm fri og sagde: »Hør, min Ven, jeg ejer ikke en Øre.« Og jeg belaved mig på at gå min Vej. I Førstningen vilde hun ikke tro mig; men da hun havde fået føle efter i alle mine Lommer og intet fandt, blev hun ærgerlig, kasted på Hovedet og kaldte mig en Tørfisk. »Godnat!« sagde jeg.
Det var igen begyndt at regne, og jeg følte allerede Vandet trække igennem på mine Skuldre. Ved Rådstuen fik jeg med en Gang en lys Idé: jeg vilde anmode Politiet om at åbne Porten. Jeg henvendte mig straks til en Konstabel og bad ham indstændigt om at følge med og lukke mig ind, hvis han kunde. Hja, hvis han kunde, ja! Men han kunde ikke, han havde ingen Nøgle.
Da vi igen kom op til Fontænen, sagtned jeg lidt mine Skridt, jeg vidste, at jeg ikke fik følge med længer. »Ja, nu må De altså vende om,« sagde hun og standsed. »Ja, jeg må vel det,« svared jeg. Men lidt efter mente hun, at jeg nok kunde være med til Porten. Herregud, der var da ikke noget galt i det. Vel? »Nej,« sagde jeg. Men da vi stod ved Porten, trængte al min Elendighed igen ind på mig.
Dagens Ord
Andre Ser