United States or South Korea ? Vote for the TOP Country of the Week !
GREGERS. Ikke en gang i den tid du gik hen og blev fotograf? HJALMAR. Din far sa', det var ikke værdt jeg skrev til dig om nogen som helst ting. Nej, nej, kanske han kunde ha' ret i det. Men sig mig nu, Hjalmar, finder du dig nu nogenlunde tilfreds i din stilling? Å jo såmænd gør jeg så; kan egentlig ikke sige andet. I førstningen kan du jo vide, at det var ligesom lidt underligt for mig.
Har du bogført, hvad det kosted dig at la' Hjalmar Ekdal lære fotografering? WERLE. Jeg? Hvorledes bogført? GREGERS. Jeg ved nu, at det var dig, som bekosted det. Og nu ved jeg også, at det var dig, som satte ham så rundelig istand til at etablere sig. WERLE. Nå, og så heder det endda, at jeg ingen ting har gjort for Ekdals! Jeg kan forsikkre dig, de mennesker har sandelig voldt mig udgifter nok.
Og ham var det jo også, som satte mig i stand til at gifte mig. Eller kanske ved du ikke det heller? GREGERS. Nej, det vidste jeg rigtignok ikke. Jeg har kanske dog gjort far uret alligevel i enkelte stykker. Ja, for dette her viser jo hjertelag, ser du. Det er ligesom et slags samvittighed- HJALMAR. Samvittighed ? GREGERS. Ja, ja, eller hvad du vil kalde det da.
Er det sligt noget, du har gåt og grublet på i alle disse år der oppe? Jeg kan forsikkre dig, Gregers, her i byen er de historier glemt for længe siden for mit vedkommende. GREGERS. Men den ulykkelige ekdalske familje da! WERLE. Hvad vilde du da egentlig, jeg skulde gøre for de folk? Da Ekdal kom på fri fod igen, var han en nedbrudt mand, rent uhjelpelig.
Jeg kan forsikkre dig, at fraregnet min let forklarlige melankoli naturligvis så befinder jeg mig så vel, som noget menneske kan ønske det. GREGERS. At du det gør, det kommer også af forgiften. HJALMAR. Nej, kære snille Gregers, snak nu ikke mere om sot og forgift; jeg er slet ikke vant til den slags samtaler; i mit hus snakker man aldrig til mig om uhyggelige ting.
GREGERS. Og alt det har far kostet? HJALMAR. Ja, kære, ved du ikke det? Jeg forstod ham så, at han havde skrevet det til dig. GREGERS. Ikke et ord om at det var ham. Han må ha' glemt det. Vi har aldrig vekslet andet end forretningsbreve. Så det var altså far ! HJALMAR. Ja, det var det rigtignok. Han har aldrig villet, at folk skulde få vide det; men ham var det.
GREGERS. Jeg trodde dog ikke, at jeg var så aldeles blind heller. RELLING. Å jo, det er ikke langt ifra. For De er en syg mand, De også, ser De. GREGERS. Det har De ret i. RELLING. Jaha. De lider af et kompliceret tilfælde.
WERLE. Nå, det var jo i al fald noget. Tænk over det, Gregers. Synes du ikke, det måtte kunne la' sig gøre? Hvad? Her stikker noget under. WERLE. Hvorledes det? GREGERS. Der må være noget, som du har brug for mig til. WERLE. I så nært et forhold som vort har den ene vel altid brug for den anden. GREGERS. Ja, man siger jo så. WERLE. Jeg vilde gerne ha' dig hjemme hos mig nu en tid.
GINA. Jo, det er. Gregers! Er du der alligevel? Nå, så kom ind da. Jeg sa' dig jo, at jeg vilde se op til dig. HJALMAR. Men ikveld ? Er du gåt fra selskabet? GREGERS. Både fra selskabet og fra familjehjemmet. God aften, fru Ekdal. Jeg ved ikke, om De kan kende mig igen? GINA. Å, jo; unge herr Werle er ikke så svær at kende igen. GREGERS. Nej, jeg ligner jo min mor; og hende mindes De sagtens.
Det er en arvelod fra din mor, Gregers; den eneste arv, hun efterlod dig. Har du endnu ikke kunnet fordøje den tort, at du regned galt, da du trode, du skulde få formue med hende? WERLE. Lad os ikke komme ind på uvedkommende ting. Holder du altså fast ved det forsæt, at lede fotograf Ekdal ind på et spor, som du formoder er det rigtige? GREGERS. Ja; det forsæt holder jeg fast ved.
Dagens Ord
Andre Ser