United States or Iraq ? Vote for the TOP Country of the Week !
Karl nikkede op til Ørsteds Statue, idet de gik forbi, og de lo igen. Ida var stadig et Skridt foran Karl nu, mens de gik gennem Gaden. -Der er god Tid, sagde Karl, der elskede "Mørkningen" i Gaderne. -Ja, men saa kan vi se dem komme, sagde Ida og hun blev ved at skynde sig. Men da de kom ned i Theatret og op i Pladslogen, var der ikke et Menneske i det hele Parket.
Hans Ansigt blev pludseligt lyst, saa atter mørkere: "Tror Du da" ... spurgte han sagte, næsten angst. "Jeg mente med Navnet," sagde Nina. William rejste sig. "Tak," sagde han tonløst. "Og ellers maa Du jo bedst vide det," det var sagtere ... Han satte sig igen, "Man maa arbejde," sagde han mekanisk. Nina saá atter op. Hun kendte ham ikke igen: "Jeg har gjort Dig ondt," sagde hun.
Han læste det tre Gange, og da han saa kunde det udenad, gik han hen til et Pengeskab i Krogen og gemte det omhyggeligt i en Skuffe. Saa kom han tilbage og satte sig igen. Jeg kunde se paa hans Pande, at han var fordybet i Tanker, og der var et pinligt eller tvivlende Udtryk om hans Mund. Til sidst talte han: "Jeg véd, at De er i Nikolas Tjeneste, Hr. Bruce," sagde han.
Dagen og Natten skal veksle i Blink, hvidt og sort, og Himlen skal gaa som et Hjul. Vi maler dig Sommer og Vinter som Feber; Hede skal flyve paa dig og vige igen for Kulde. Men tilsidst maler vi dig Vintertid. Vi træller i Aartusinder, men vi maler dig endelig Istid. Nordlys over vore Hoveder! Vi maler dig milevid Is og Aaret fuldt af Nordenstorme og fygende Sne.
Degnekonen løftede taknemmelig sine foldede Hænder frem mod Fruen: Sikken en Lykke for Jens, sagde hun sikken en Lykke for Jens! Og saa gik de. Men næppe havde Døren lukket sig efter dem, førend de to Unge igen begyndte paa deres Leg.
Men da Herluf saa' alle disse sminkede Ansigter skræmte og ventende her i Dagslyset, blev han paany greben af Forvirring, saa man knap hørte Ordene, han sagde: -Ja jeg kan kun sige Dem ... han holdt inde og begyndte igen med sin skælvende og næsten uhørlige Stemme: Ulykken, som har ramt os os alle og dette Hus ... Ved de sidste to Ord slog hans Stemme over, og han brast i Graad, vinkende med Haanden, at han kunde ikke tale, idet han gik.
Han havde en Følelse, som om han havde jublet de sidste Linier ud, næsten sunget dem i sin Glæde. Nu saá han med blussende Kinder paa Professoren. Han havde sat sig igen og sad med dukkende Hoved, saá saa op. "Men De er hæs idag," sagde han. William blev pludselig bleg, hørte paa én Gang sin egen Stemme ja, den var slaaet over. "Ja," stammede han, "jeg er meget hæs."
Han smilte, og han forsøgte at løfte Haanden, men han kunde ikke. Han følte sig tung som Bly. Batty saá Genkendelsen i hans Øjne og fo'r med Haanden op til Brystet, saadan Hjertebanken fik han af Glæden. Giovanni faldt i Søvn igen. Batty rejste sig og aabnede sagte Døren og gik ud af Stuen. Nede hos den vagthavende Læge bankede han paa.
-Og saa skulde vel den Steg, Mo'r, steges til Lunds, sagde Ida. -Hvis de kommer, sagde Fru Brandt. Ida var igen begyndt at sysle om hende: Men de kommer da altid, Mo'r, sagde hun, naar de er i Byen. -Ja, sagde Fru Brandt: det er jo altid billigere end paa Gæstgivergaarden. Hun var kommen ud af Sengen og skulde ind i Stuen. Der laa Guldtøjet og ventede paa Bordet. Uhrkæden hængte Ida om hende.
Ha! det ta'r han sig vist let! lo Frederikke. I det samme lød det stakaandet fra Charlotte: Der er Vognen! Og Pigebørnene for igen til Vinduerne ... Men det var kun en Arbejdsvogn, der rumlede over den brolagte Vej mellem Ladegaarden og Borggaarden. Er der nogen, der ved, hvor Mor er henne? spurgte Sofie saa. Hun har vel lukket sig inde i Kapellet. At hun kan holde det Liv ud!
Dagens Ord