United States or Liechtenstein ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det var det; men du maa ogsaa huske paa at vi havde en stiv kuling af sydvest og ikke saameget som en taugstump, ja ikke en smekker line engang ombord. Saa fortalte jeg Dick hvad jeg mente om ham og hans idé. Men det kunde jeg sparet mig; for han havde ogsaa en mening og tilstrækkelig mange skjældsord til at give dem vægt.
Aeroplanet sank og sank, indtil Dale ropte: „Hold dere fast, alle mand! Jeg tænker vi faar nogen ordentlige støt!“ Men advarselen hadde næsten været overflødig. De kom saa behændig ned at understellet bare ganske let kom i berøring med jorden og sendte stenene paa stranden rullende ned mot sjøen, mens aeroplanet kom til ro like ved træbeltet under fjeldet.
Jeg tror, ingen skal kunne laste fru Inger, fordi hun hænger slige våbenstykker pudsede på salsvæggen, i stedet for at lade dem rustne i Daneblod. BJØRN. Ej, snak; vi har jo fred i landet, véd jeg. FINN. Fred? Ja, når bonden har skudt væk sin sidste pil, og ulven har stjålet hans sidste lam ud af fjøset, så holder de også fred sig imellem. Men det er nu sådant et underligt venskab.
Men først faar du give mig greie paa, hvad fanden han har i hætten, han chefen din.» Ratje berettet nøiagtig hvad der var gaaet for sig paa kontoret; men Trumpen havde ikke færten af nogen ting, saa det hele løb ud i ørkesløse gisninger. «Noget raaddent er der et eller andet steds, det kan vi ialfald regne ud. Først al denne forbistrede hemmelighedsfuldheden. Allerede det er mistænkelig.
Ja det er det da rigtignok. HJALMAR. Ja visst er det så. Femten år på nogen få måneder nær. GREGERS. De var lange så længe jeg leved dem; nu bagefter ved jeg næsten ikke, hvor den tiden er ble't af. EKDAL. Se så, du, Hjalmar, nu kan vi sætte os og snakke om dette her hm. Hvad var det nu for noget? Far, her er nogen. Gregers Werle . Jeg ved ikke, om du kan huske ham. Werle? Er det sønnen, det?
„Det er bedre, at vi sætter os ned, Helene!“ sagde den unge Mand. „Du skygger for Lyset med dine Krøller!“
Sydvesten havde han klemt godt ned over ørene og hænderne var begravet i lommerne paa den store ulster. Styrmanden stod ved siden af ham og borte ved rattet stod baadsmanden tilrors. «Ser De noget til fyret nu, styrmand? Det er længe siden vi passeret Ryvarden, og det er snart saa mørkt at Slotterø skulde være tændt nu.
Samovaren, som han holdt i Beredskab, snurrede gemytligt paa Bordet foran ham, mens han spændt lyttede efter hvert Fodtrin. Endelig kom der nogen; han sprang op for at aabne Døren og stod Ansigt til Ansigt med Politiet den forfærdede Værtinde stod i Baggrunden. „Der har vi det!“ sagde han til sig selv. „Det er naturligvis det fordømte Pas!“ Han gættede rigtigt.
GINA. Ja, gør det; så skal vi ha' det hyggeligt. Hedvig! Hedvig! Å du snille far! HJALMAR. Nej, kald mig ikke så. Der har jeg siddet og ta't for mig ved den rige mands bord, siddet og svælget ved det bugnende taffel ! Og så kunde jeg endda ! Å snak, snak, Ekdal. HJALMAR. Jo! Men I må ikke regne det så nøje med mig. I ved jo, at jeg holder af jer alligevel. Og vi holder så umådelig af dig, far!
Og dere, naboer og menighetsfolk, maa ogsaa omvende dere til Gud, saa vi faar samles i himlen,“ sa han, og den store, sterke manden skjalv som et løv da han satte sig. Der var lydhørt graat i forsamlingen, ellers saa stille at den mindste lyd kunde høres.
Dagens Ord
Andre Ser