United States or Bulgaria ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men nu står mine Øjne pludselig i Vand ved »Kommandørens« Venlighed, og jeg harker og hoster forbittret, forat gøre mig stærk. »Kommandøren« støder en Gang i Næsen; han står og ser på mig. »Har De noget at leve af imens, da?« siger han. »Nej,« svarer jeg, »jeg har ikke det heller. Jeg har ikke spist endda idag, men . . . . . .
ANNA. Nej mor, herr Falk var ikke da tilstede. FRU HALM. Nå, det er sandt. Men bliv dog ej så trist; tro mig, af det besøg De høster glæde. FALK. Men sig, hvem er han da, den glædens såmand? FRU HALM. Å Herregud, det er jo presten Stråmand. FALK. Ja så. Jeg tror, at jeg har hørt hans navn, og læst, at han skal ind og gøre gavn, som stortingsmand, på politikens marker. STYVER. Ja, han er taler.
CATILINA. Min skæbne kender kun de vise guder ej noget menneske. FURIA. Jeg kender den. Jeg er din skygge; gådefulde bånd os sammenknytter. CATILINA. Det er hadets. FURIA. Nej! Steg nogen ånd fra gravens kvalme dyb med hads og hævns begær? Hør, Catilina! Jeg slukket har i underverdnens floder hver jordisk ild, der rased i mit bryst.
»Ja. Hvad har du været der med?« Mine Knæ skalv, jeg støtted mig mod Væggen og rakte ud min Hånd med Knapperne. »Hvad Fan?« råbte han. »Nej, nu går det for vidt!« »Godnat!« sagde jeg og vilde gå; jeg følte Gråden i Brystet. »Nej, vent et Øjeblik!« sagde han. Hvad skulde jeg vente efter?
WERLE. Be'r undskylde; men min søn skal nok bo her i huset. Ja. Vil ikke herr grossereren være så artig ? WERLE. Tak; jeg ønsker blot at tale med min søn. GREGERS. Ja, hvad godt? Her står jeg. WERLE. Jeg ønsker at tale med dig i dit værelse. GREGERS. I mit værelse nå GINA. Nej, der er, ved gud, ikke i den stand at WERLE. Nå, så ude på gangen da; jeg ønsker en samtale under fire øjne.
Han stod og overvejed en liden Stund, anskued min Person, stirred forbløffet på mig. Endelig sagde han ganske stille: »I hvert Fald er det jo på Tiden, at Dere går hjem. Vil Di, atte jej ska' følle Dere?« Ved denne Venlighed blev jeg afvæbnet; jeg følte, at jeg fik Tårer i Øjnene, og jeg skyndte mig at svare: »Nej, Tak!
Oppe i Gaden så jeg en Politibetjent, jeg forstærked min Gang, gik tæt hen til ham og sagde, uden ringeste Foranledning: »Klokken er ti.« »Nej, den er to,« svared han forundret. »Nej, den er ti,« sagde jeg, »Klokken er ti.« Og stønnende af Vrede trådte jeg endnu et Par Skridt frem, knytted min Hånd og sagde: »Hør, ved De hvad Klokken er ti!«
„Nej, for han har rimeligvis opholdt sig bag den Høj der eller et eller andet Sted, hvorfra han ikke kunde se os og vi ikke ham.“ „Det er uhyre elskværdigt gjort af ham,“ bemærkede Andrey med et Smil. „Det er et meget almindeligt Fif,“ svarede David. „Ingen kan bebrejde ham, at han i et givet Øjeblik opholder sig paa et givet Punkt af den Strækning, han har at bevogte.
FRU SØRBY. Ja nok; lad os det. GÆSTERNE. Bravo, bravo! Gregers blir stående ved kaminen. GREGERS. Far, vil du ikke vente lidt? Hvad er det? GREGERS. Jeg må tale et ord med dig. WERLE. Kan ikke det vente til vi blir alene? GREGERS. Nej, det kan ikke; for det turde kanske hænde, at vi slet ikke blir alene. Hvad skal det sige.
Nej, i lystig ledingsfærd skulde jeg gået; det havde været bedre for mig, og kan hænde for os alle. Det havde været et liv, fuldt og rigt! Undres du ikke, Dagny, ved at finde mig levende her? Ræddes du ikke ved at være i enrum med mig i stuen, nu da det er mørkt? Får du ikke de tanker, at jeg må være død i den lange tid, og at det er en genganger, som her står hos dig? Kom lad os gå til de andre!
Dagens Ord
Andre Ser