United States or Ghana ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg føler mig optagen i disse Toner, opløst til Tone, jeg strømmer ud, og jeg fornemmer så tydeligt, hvorledes jeg strømmer, svævende højt over Bjærge, dansende ind over lyse Zoner . . . . »En Øre!« siger den lille Lirepige og rækker sin Bliktalærken frem, »bare en Øre!« »Ja,« svarer jeg ubevidst, og jeg sprang op og ransaged mine Lommer.
Og foruten at være mine kolleger og bedste hjælpere i mit arbeide, vil de begge følge os paa den reise vi har snakket om. De kan ha fuld tillid til dem.“ Men nu kom vaktmesteren paa benene. „Jeg forstaar De vil være alene,“ sa han til Dale. „Jeg er meget bedre nu, saa jeg rusler over til mig selv. Jeg er bare litt sjaber endnu. Imorgen er jeg like god igjen.“
Han havde den største Møje med at af holde sig fra at le højt. »Så De Gammeln?« hvisked han. »Å, Gud, så De Gammeln? Han sidder og ser på!« Og han lagde sig igen ind til Nøglehullet. Jeg gik hen til Vinduet og satte mig. Dette Syn havde ubarmhjærtigen bragt Uorden i alle mine Tanker og vendt op og ned på min rige Stemning. Nå, hvad vedkom det mig?
Formodentlig stod hun i dette Øjeblik og fulgte nøje alle mine Bevægelser, og det var på ingen Måde til at holde ud at vide sig således undersøgt bagfra. Jeg strammed mig op så godt jeg kunde og gik videre; det begyndte at rykke i mine Ben, min Gang blev ustø, fordi jeg med Vilje vilde gøre den smuk.
O, igjennem disse Sunde, disse Net af Fæstningsgrave, ovenfra, naar Synet høined sig mod Sky, i Dybet øinet som et Garn af sorte Baand mellem disse Dødskasteller, o, her kunde Døden, om den var en Aand, og ei burde tænkes heller som fra Paradisets Have Fredens Palmers milde Aande, der borthvifter Jordens Vaande, o her kunde den, belæsset med Fordærv, med Ljaen hvæsset, Herrens Dommes Overbringer til en millionfold Skare, gjerne fare paa de lynbaldyrte Vinger uden Mine af Foragt for de Dødeliges Magt, uden Trækket til Medynken skulde, svulmende i Rynken, om hans Læbe blive lagt.
Og jeg kom straks i en bedre Sindsstemning ved denne lille Ejendom, som jeg endnu havde tilbage; jeg glatted Billetterne omhyggeligt ud og forvared Bogen i Lommen. Men skrive kunde jeg ikke. Efter et Par Linjer vilde der ikke falde mig noget ind; mine Tanker vare andre Steder, og jeg kunde ikke stramme mig op til nogen bestemt Anstrængelse.
Havde ikke min himmelske Fader sørget for mig, som for Spurvene under Himlen, og vist mig den Nåde at pege på sin ringe Tjener? Gud havde stukket sin Finger ned i mit Nervenet og lempeligt, ganske løseligt bragt lidt Uorden i Trådene. Og Gud havde trukket sin Finger tilbage, og der var Trevler og fine Rodtråde på Fingeren af mine Nervers Tråde.
Vil du vinde hæderligere kår, så må du Nej, Ørnulf, bedre véd jeg, hvad der skikker sig. Er jeg kun ait agte for Gunnars frille, godt og vel, så må han hædre sig med dåd, hædre sig så højt med dåd, at mine kår ingen skam volder mig!
Jeg holdt Papirerne på mine Knæ og stirred uafbrudt ned i Gulvet, for ikke at adspredes af noget; men det nytted mig ikke, ingenting nytted mig, jeg kom ikke af Pletten. Værtindens to Småpiger kom ind og holdt Støj med en Kat, en underlig, syg Kat, som næsten ingen Hår havde; når de blæste den ind i Øjnene, flød der Vand ud af dem og nedad dens Næse.
Hun fortsatte sin Vej til Fods. Næsten i samme Øjeblik, hun ringede paa Georgs Dør, blev den aabnet. Han var hjemme og modtog den uventede Gæst med et Glædesudbrud. „Hvilken god Vind har dog ført Dem her hen, Tatiana Grigorievna?“ sagde han. „Mine bedste Venner er i Dag samlede under mit Tag, vi savnede kun Dem!“
Dagens Ord
Andre Ser