United States or Estonia ? Vote for the TOP Country of the Week !
HJALMAR. Nå, han ser jo ikke videre godt ud. Er ikke den gamle kommet hjem? HEDVIG. Jo, bedstefar sidder inde og skriver. HJALMAR. Sa' han noget? GINA. Nej, hvad skulde han sige? HJALMAR. Nævnte han ikke noget om ? Jeg synes, jeg hørte, at han havde været hos Gråberg. Jeg vil gå lidt ind til ham. GINA. Nej, nej, det er ikke værdt HJALMAR. Hvorfor ikke det? Sa' han, at han ikke vilde ha' mig ind?
Ordene bare viste hende, de forstod allikevel ikke hinanden. Hun følte det, naar de talte sammen; naar de skrev, blev det saa pinende tydelig. Endda der var væsensslegtskap mellem dem. Hvorfor kunde de da ikke harmonere allikevel.
Skulde jeg fortælle hende, hvorfor jeg ikke havde Yderfrakke? åbenbare min Stilling straks og skræmme hende bort lige så godt først som sidst? Det var dog dejligt at gå her ved hendes Side og holde hende i Uvidenhed endnu en liden Stund; jeg løj, jeg svared: »Nej, aldeles ikke.« Og forat komme ind på noget andet, spurgte jeg: »Har De set Menageriet på Tivoli?«
At ha gudstjeneste søndag aften var ikke almindelig i Glenfield, hvorfor mange var bange for at der ikke vilde bli mange folk. Men den frygt var ugrundet. Længe før student Edvard Skarping kom til kirken var den aldeles fuldpakket og over det halve av forsamlingen var ungdom.
Jenny lo igjen: «Der vilde vel ikke være større haab. Ja han forelsker sig naturligvis ogsaa i dig. Hvis du ikke er litt forsigtig.» «Det gjør de jo allesammen. Gud maa vite hvorfor. Men det gaar jo altid fort over igjen. Og saa blir de sinte paa mig efterpaa.» Hun sukket. Der kom en opover trappen. «Det er Gunnar. Jeg gaar ind til mig selv litt jeg maa vaske øinene mine skjønner du, Jenny.»
Med sine Kærtegn og ved sin Ømhed skulde hun nok faa forjaget Skyerne paa hans Pande. „Hvorfor er du ikke kommen før“ spurgte hun mildt bebrejdende. „Jeg har ventet saadan paa dig.“ Andrey nænnede ikke at sige hende, hvor haardt han havde kæmpet med sig selv for at ruste sig til denne Gang. „Du har vel haft saa meget at gøre?“ spurgte hun.
NILS LYKKE. Nu, ved min ridder-ære, så skal du også, inden året er omme, sidde som frue i min fædreneborg! ELINE. Ingen løfter, Nils Lykke! Sværg mig intet til. NILS LYKKE. Hvad fattes dig? Hvorfor ryster du så sørgmodigt med hovedet? ELINE. Fordi jeg véd, at de bløde ord, som dåred mit sind, dem har du tilhvisket mangfoldige før mig. Nej, nej, vredes ikke, du elskede!
Sig mig kun ét: Hvorfor går I endnu med disse blomster? Hvad vil I med dem? NILS LYKKE. Disse? Er det ikke en stridshanske, som I på alle kvinders vegne har tilkastet den onde Nils Lykke? Skulde jeg så ikke tage den op? Vi sés ikke mere; thi endnu før daggry er jeg afsted. Jeg byder eder altså mit farvel. ELINE. Og jeg skænker eder mit, herr ridder!
Men der er dog noget, du kan gøre for os! Hvornaar flytter du ud i din Sommervilla?“ „Om en Maanedstid, antager jeg maaske ogsaa lidt før! Men hvorfor spørger du?“ „Det vilde være godt, om du kunde flytte noget tidligere ud
Saa hadde han set saa besynderlig forbauset paa hende, at hun hadde sagt gud vet, hvorfor det pludselig var dumpet hende ut av munden : «Jo, jeg var forresten hjemme. Men jeg kunde ikke lukke op, for der var nogen hos mig.»
Dagens Ord
Andre Ser