United States or Tunisia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men Mathilde sad mest som hjemme, stille forknyt i sit Hjørne, og viste kun en egen ydmyg Taknemlighed, der næsten pinte Asta... . ... Mathilde kom tilbage med Tøjet paa, og de gik ned til Vognen.
Marschalinden gik stadig frem og tilbage paa Gulvet, mens alle ventede: -Dér er han, sagde hun og løftede Gardinet igen. -Ja, sagde Moderen og rejste sig. Vognen kørte ind ad Porten. Der var ikke blevet talt, før Hans Excellence kom ind og Gehejmeraadinden havde set hans Ansigt: -Det var altsaa Døden? sagde hun. De fire Herrer var holdt op at spille. Hans Excellence nikkede uden at tale.
Han aabnede Porten, mens han saadan tre Kvart spærrede med Træbenet, Erindringen om hans Opofrelse for Fædrelandet: -Og Tak, sagde Villadsen, mens hun lod en lille Skillemønt forsvinde i Haanden, som Fædrelandsforsvareren ikke havde mistet. -Godmorgen, sagde Portneren og rettede Træbenet. Porten faldt i. Hans Excellence havde ringet paa Georg. -Vognen, sagde han. -Ja, Deres Excellence.
Efter Hostrup. Jeg var lige kommen til Enden og vilde til at synge Verset om igjen, for jeg syntes det passede saa godt til Situationen, da vi hørte et svært Bums bagved. »Vi spildte vist Herren paa Kufferten«, sagde Niels. Jeg saae mig om, jo ganske rigtig! Gamle og Kufferten vare faldne af Vognen.
Jeg vil blive ovenpaa, til jeg hører Vognen komme, og overlade til Hr. Barton Sagføreren at tage imod ham. Saa gaar jeg ganske nonchalant ned ad Trappen, medens de er i Vestibulen. Det bliver en virkningsfuld Entré. Mit lange, sorte Slæb og den store, brede Trappe dette er et pragtfuldt Hus og hvis han har Øjne i Hovedet, maa han se mine Fødder paa hvert Trin!
Hun havde en Pakke, sagde hun: den var til Tut; det var Huset, som Frøken Rosenfeld havde tegnet i Sommer. Og Tut skulde ha'e det til et Minde, sagde hun og stak det op i Vognen, mens hun græd. Saa var Sofie oppe og Lars sagde langsomt: -Har Fruen mon mere? Der var ikke mer. Ida sad saa sært lillebitte, ved Siden af sin brede Moder, og Schrøder blev ved at græde. Saa kørte de.
Den lille Præst var bleven lidt alvorlig, da vi kyssedes til Afsked, men i Vognen viste han sig snart som den behageligste Rejsefælle.
-Ja, ja, sagde Hans Højhed, som von Kurth siger en oprørsk Person ... Hendes Højhed blot smilede. De gik videre ud paa Trappen i det fri. Det havde regnet, og der faldt endnu nogle enkelte, store Draaber paa Stenene. Den friske Kølighed slog ned fra Parkens Træer. -Aa, det har regnet, sagde Maria Carolina. Hun følte et Velbehag under den frie Himmel. -Slaa dog Vognen ned, sagde hun.
Fru Mascanis store, bløde Butterdejgsansigt bævede, og hun skulde lige til at svare, da Clara i det samme raabte: Der er Vognen! Og der lød et smældende Piskeknald, og Landaueren rullede ind paa Landsbyens knudrede Efterligning af en Brolægning. Præstefamilien rejste sig og strakte Hals. Datteren er ikke med! meldte Clara, der tittede ud mellem to Grene.
Hans Excellence sad foran sit Bord: -Hvad er Klokken? -Fire, Deres Excellence, svarede Georg. -Klokken fem skal Vognen køre frem. Georg rettede sig. -Her er Middag, sagde han og saá hen paa Hans Excellence. Hans Excellence rørte sig ikke: -Lad Hr. Fritz komme ind. Georg gik og den unge Hr. Fritz kom ind.
Dagens Ord