United States or Nicaragua ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men den bedste Gjenbo var dog vist Pladskommandanten, der boede oven over Nørre-Port, Major Kathala, hvis elskværdige Familie min Broder og jeg i en lang Række Aar vedligeholdt Forbindelse med. Jeg var vel 6 eller 7 Aar gammel, da vi flyttede hen til Hjørnet af Teglgaardstræde og Volden.
»Man burde gaae strængere frem mod slige Landstrygersker«, endte han med at sige, »nu lader man dem gaae i Fred, og derfor vrimle alle Landeveie af dem.« »Ja vist burde man gaae frem med større Strænghed«, sagde Gamle med en vis Bitterhed, »de Fattige og Ulykkelige sætter man i Fængsel, saa er man fri for at see paa dem.«
Claus. Ikke meer, end I fortjener, Mademoiselle! Abigael . Saa maa Monsieur Ambrosius altsaa være Prinds Theseus, eftersom han holder den anden Ende af Traaden i sin Haand ... Men hvem er saa Uhyret? Giv mig Garnet! Abigael . Hr. Kammerjunker! I glemmer vist, at jeg er tilstede? Lad I kun Prinds Theseus beholde Garnet, jeg er vel tilfreds med hans Tjeneste. Claus . Hæ, Prinds Theseus!
Det saae ganske vist overordentlig lovende ud, og havde Enden været Begyndelsen lig, vilde man ikke havt Anledning til at beklage sig over Bladenes Notits. Men desværre, det gaar med de parisiske Operaballer ikke anderledes end med saa mange skjønne Sager, som kun taaler at ses paa Afstand.
Hun havde under Landflygtigheden vist sig som en sand kommunistisk Helgeninde. Den Bolig, man havde givet hende, indrettede hun til Hospital for alle de syge Kommunarder, som hun kunde overkomme at pleje, hun underviste gratis Børnene i Omegnen og skjænkede stadig de Honorarer, hun modtog hjemmefra, for Smaaskrifter og Bladartikler, til ulykkelige Lidelsesfæller i Exilet.
Saameget syntes at være vist, at det neppe var Politik, der afhandledes mellem de unge Officerer og de pyntelige Damer, hvis Vifter, Læber og Øine vare i en uophørlig Bevægelse, som paa det Bestemteste modsagde enhver Forestilling om Alvor eller Kjedsomhed. General Paëz dannede en betydelig Modsætning til sine unge Omgivelser. Han er høit oppe i de Halvfjerds og saae den Aften meget anstrængt ud.
Jeg saae tilbage i Vognen paa mine to Brødre: der sad Corpus Juris lænet tilbage, tæt indsvøbt i sin store Kavai, Hatten sad lidt paa Snur, der var noget vist Kjækt og Hoverende ved ham, som om han vilde udfordre den hele Verden til Kamp. Bagved ham sad Gamle paa Kufferten med Haanden under Kinden og tænkte.
Han gør nærmest et lidt ubetydeligt Indtryk." "Det gør aldeles ingenting jeg havde netop tænkt mig ham saadan ... Han er ikke nogen lærd Mand vel?" "Nej jeg tror ikke Lærdommen trykker ham. Han har vist knap nok taget sin Eksamen." "Det er udmærket jeg kan næsten sige, jeg havde ønsket mig ham saadan.
Hun havde set en Herre i Pels, der saá ind i Vognen og atter, hastigt, trak Hovedet bort. -Er han her? spurgte Marschalinden og vendte Hovedet raskt. -Aa nej, det er jo umuligt, sagde Moderen: han har jo skrevet idag. De sad lidt. Saa sagde Marschalinden: -Er det stadig det samme med Hans? -Det er vist snarere værre. Marschalinden nikkede: -Jeg havde jo hørt det, sagde hun med et Suk.
Hendes Haar var hvidt og laa kæmmet glat op fra Panden hen under en lille, sort Bindehue, der sad hende langt ned i Nakken. Det kunde vist have været et kønt Haar, om det havde været rent. Men det var det aldrig. Støv og Skorstensrøg og Svinefedt, brugt som Pomade, havde gjort det ganske grumset-gult. Og i Ansigtets mange og dybe Rynker laa lange Tiders uaftvættelige Smuds.
Dagens Ord