United States or Chile ? Vote for the TOP Country of the Week !
Maaske et Minut var der stille, efter at Hans Excellence havde rejst sig. I et Nu havde han forstaaet det alt: at Emmely var syg, var farligt syg; at en anden var kaldet, en anden kaldet til Emmely; at Indbydelsen var bragt, som de vidste, han vilde besvare med et Nej, en Middagsindbydelse, for at han intet skulde gætte . . .
Sire!" skreg jeg; men da der ikke kom en Lyd til Svar og ikke en Bevægelse, medens den røde Cirkel paa Grønsværet blev større og større, saa vidste jeg kun alt for vel, at det var forbi. Da sprang jeg rasende op, kastede min Kappe og løb, saa hurtig mine Ben kunde bære mig, efter den Skurk, der endnu var i Live.
Den kendte Livet. Vidste, hvad det var for noget Skidt. Og den nøjedes med lidt. Med ganske lidt. Ganske forsigtig skænkede han sig et Glas endnu og drak ogsaa det. Herregud. Hvor havde han dog ondt af den Ungdom. Hvor havde han dog ondt af den Ungdom.
Og hun havde flere Gange besluttet at gaa sin Vej for at slippe for Synet af al den Forargelse; men hun kunde ikke faa sig til det; hun kunde ikke komme af Sted, skønt Skinsygen bed hende som en ond Orm: Og saa er det endda mig, der har sat Liv i ham! tænkte hun og knyttede Næverne inden for Sjalet, som hun havde slaaet op over Hovedet Han vidste sgu hverken ud eller ind, da jeg fik fat i ham!
Svimmel saa' hun gennem Taarerne den flimrende Luft, og de fjerne Højders blaa Linier kom i Bølgegang for hendes Øjne. Prinsessen rejste sig og lukkede Vinduet. Hun slog de lange stores for og satte sig i den halvmørke Stue. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun blev ved at græde. Ellers græd Hendes Højhed kun om Søndagen i Kirken.
-Det begynder s'gu at knibe lidt for Kæmneren, sagde han. -Han er jo gammel, svarede Fru Brandt. Fru Lund og Ida blev siddende inde paa Sengen. Det var som Ida vaagnede af Tanker, og Stemmen skælvede: -Aa, tænk, hvis de skulde sælge alting her. -Ja, sagde Fru Lund, der ikke rigtig vidste, med hvad for Tanker hun selv tumlede: Ja, det er saa underligt her i Verden.
Emmanuelo de las Foresas og Charlot spise hos sig, de to alene. Charlot talte ikke og rørte ikke Maden. -Spis, Charlot, sagde Fru Simonin. Det er Deres Livretter. Charlot tog mekanisk. Tak, sagde han. Han sad som stum, med Øjnene fæstet paa hende, stum og hjælpeløs. Charlot vidste det ene, at nu var hans Lykke ude. Nu i Aften var det ude. Og der var ingen Raad, der var slet ingen. Hr.
Det var tydeligt, at hun havde en Grund til ikke at komme frem med Brevet. Den Irritation, som under hele denne Samtale havde luret i mig, siden hun bevarede hans Brev saa omhyggelig, brød nu frem med en skinsyg Mistanke om, at hun havde behandlet #mit# mere skødesløst og nu ikke vidste, hvor det var at finde.
Der blev en Taushed, og Ellen sagde: Hvor De maa være forbauset over, at jeg kom. Etatsraadinden tog igen hendes Hænder, smilede og sagde: Jeg vidste jo, De vilde komme. -Vidste De? -Ja og atter den bløde Haand jeg kunde jo se det. Ellen brød ud i en ny Hulken og kastede sig i Stolen. Er Smerterne saa haarde? Etatsraadinden reiste sig: Stakkel Stakkel men nu er det jo forbi ...
Men pludselig syntes han selv, det var for latterligt at være bange, han vidste jo dog saa godt, at han kunde, og det var dumt at krybe i Skjul. "Det er dér i Skoven," sagde han saa Og flyttede en Pakkasse frem foran Lamperækken. "Du véd, hvor Aladdin vaagner."
Dagens Ord