United States or Cuba ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun kom de tre Fjerdingaar ikke i Køkkenhaven. Den laa langt borte bag Poppelalléen og bag Vognporten, og Børnene maatte heller ikke løbe derop, for saa fik de vaade Fødder. Men en Gang imellem, naar det var allerværst Føre og det ikke var til at bunde i den hele Gaard, saa vilde Moderen afsted for at se til Haven. I Mandfolke-Maries Træsko og med løftede Skørter drog hun afsted, over Gaarden.
De saa pragtfulde ud, som de gik der med deres runde, bløde, vaade Legemer lysende i Solen! De naaede ud til Badehuset og kravlede op paa Flaaden, som bar det. Der stillede de sig op med Ryggene mod den hvide, malede Badehusvæg og lod sig gennembage i Solskinnet. Saa hørtes der Raab fra Fjordens modsatte Bred. Det var de badende derovre, som havde faaet Øje paa dem.
Herrerne springer Buk over hinanden, slaar Kolbøtter over hinandens Ryg eller under Brædtet, vælter sig undertiden ud i Klumper paa en halv Snes Stykker ad Gangen og søger i det Hele taget paa alle Maader at vise deres Dødsforagt for det vaade Element. Ved deres Kunster vil de dog sagtens ogsaa stundom tiltrække sig en eller anden badende ung Frøkens Opmærksomhed.
Mellem de løse Skyer tindrede hist og her en Stjerne over de blanke Tage. De vaade Brostene og Flisefortovene skinnede langt bort med en øde og trist Glands. Den følgende Dag gik jeg som sædvanlig paa Polytechnicum. Men forinden havde jeg allerede skrevet til min Onkel. Efter Middag besøgte jeg Hertz's, for at kunne give min Ven Efterretning om Faderens Befindende.
Jeg stak Næsen hjemad med Regn lige ind i Fjæset, og det blev mørkt, før jeg naaede ind i Skoven. Der var tændt Lys i alle Husene, som jeg kom forbi vaade, blinkende Lys, hvis Straaler sitrede for Vindstødene. Regnen faldt som Guldstøv gennem Skæret. Jeg kom forbi et Udflyttersted, hvor der ikke var hængt for Vinduerne. Folkene der havde ingen Naboer. Et Øjeblik blev jeg staaende og saa ind.
Hver Morgen laa Jorden kold, og Solen kunde begynde forfra igen. Dagen bragte det til at smile, men kun for atter at hylle sig i Graahed. Skyerne rejste for de vaade Vinde. Det var Regn til Morgen, og om Aftenen var det Væde. Det var den evige trætte Vægelsindethed, der dog hele Tiden haaber.
Og saa gav jeg mig til at synge Salmer, saa højt jeg kunde og alle de Vers, jeg kunde udenad. Saa blev jeg ganske rolig igen, og Fanden havde mistet sin Magt over mig.“ Vi fik det vaade Tøj trukket af os og kravlede op paa Briksen. „Du faar det trist i Dag,“ sagde Vittoralak, „vi har ingen Spæk til Lampen, og det bliver tidligt mørkt.“ „Saa meget desto bedre!
Dagens Ord