United States or Australia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Kæden gled ned fra hendes Bryst og faldt paa Gulvet. Ellen tog det, hun stod lidt og lod de gyldne Led glide gjennem sine Fingre. Derpaa gik hun langsomt ud af Døren og ned ad Trappen med Hovedet bøiet. Hun saa sig ikke om; med Smykket knuget sammen i sin Haand gik hun ilsomt ad Terrassen ned til Graven. Der standsede hun, løftede Armen over Vandet.
Dèr falder en enkelt gennem Luften, et Øjeblik standser den lige over Jorden og daler blødt ned netop i den lille Græstot, hvor to blanke Øjne lyser den i Møde. Vi kommer ind paa Brakmarken. Viberne skriger om os. I store Buer slaar de ned over Hunden; men han styrter lige mod Vandet og springer langt ud, saa det sprøjter højt op om ham.
Katinka talte ikke mer. De kom ned om Plænen til Lysthuset. -Hylden, sagde hun blot. -Her maa jeg sidde, sagde hun. Marie lagde Tæpperne om hende, og sammenfalden saa' hun tavs ud i den sollyse Have. Kirsebærtræernes Blade laa gule over Plænen; et Par smaa Roser blomstrede endnu. Marie vilde plukke dem. -Nej, sagde Katinka: det er Synd lad dem sidde. Hun sad igen.
Saa fortalte han mig, at han elskede Billeder, men ikke den Slags. "Jeg kan nok lide, at Folk ser menneskelige ud, selv paa Lærredet," sagde han. "Alle disse Damer ser ud, som de var ved at faa et Mavetilfælde, og jeg kan ikke lide deres Glorier, og alle Mændene er gamle og skaldede. Men De maa ikke tro, at jeg er en Barbar De maa lære mig, hvad der er ved dem, vil De ikke nok det?
Vi Tilbageblevne bleve endnu en lille Stund staaende paa Steentrappen, indtil Vognen forsvandt under den mørke Porthvælving, og den raslende Lyd af Hjulene tabte sig, da de kom ud paa den bløde Landevej.
Axel sad og tænkte paa, hvordan mon Nattelejet kunde blive paa denne miserable Gaard, sagtens et Kammeratskab med Ørentviste og Museunger, da Herremanden nærmede sig Bordet igen. Han saa ud til at have tænkt paa en Ulykke. Panden var som jordslaaet, Munden lod sig ikke se i Skægget. Natteleje kan vi desværre ikke byde, sagde Otte Iversen meget lavmælt, idet han famlede ved Bordkanten og saa ned.
Og de iføre ham en Purpurkappe og flette en Tornekrone og sætte den på ham. Og de begyndte at hilse ham: "Hil være dig, du Jødernes Konge!" Og de sloge ham på Hovedet med et Rør og spyttede på ham og faldt på Knæ og tilbade ham. Og da de havde spottet ham, toge de Purpurkappen af ham og iførte ham hans egne Klæder. Og de føre ham ud for at korsfæste ham.
Han trak Skuffer ud og ind og han tog de store blaa Ark frem, bøjede Margen paa dem og begyndte at skrive.
"Ikke noget at takke for. Den ligner en Mødding. Men De skal faa Lov alligevel. Naar det saa er bestilt, kan De gaa hjem og kysse i Maaneskin." Med et Sæt var hun paa Benene og entrede op ad Stensætningen. Han fulgte efter. Og sammen gik de ind ad Havelaagen. Haven var ret stor og gik lige ud til Søen. Men den var yderlig forsømt.
Manden og Konen og lille Bodil fulgte os heelt ud til Porten: den store Bulbider kom farende mod os med sin tidligere Embedsiver, men fik et Par Rap af Anders Sørensen, fordi den ikke kunde kjende Folk oppe fra Præstegaarden. Saa sagde vi Farvel og fik endnu et ærligt Haandtryk til Afsked. »Det var en prægtig Mand, ham kunde jeg godt lide«, sagde jeg til Emmy.
Dagens Ord