United States or Equatorial Guinea ? Vote for the TOP Country of the Week !
Den Gang turde jeg umulig, og nu kunde jeg ikke lade være, skjøndt det egentlig var min Beslutning aldrig at sige det, eller i alt Fald meget, meget senere .... Ak, du kan maaske slet ikke forstaa det!
Jeg kan sgu ikke." Flyge turde ikke love ham nogen virksom Hjælp. Men naar Birger var i Byen, faldt hans Veje ikke desto mindre jævnlig sammen med Fru Ellis'. Han plejede nu at blive bedt ind i Haven, naar han kom forbi. Der satte han sig saa ved hendes Side paa en Bænk, mens Barnet fik Lov til at rode i Jorden. I Lejligheden vilde Fru Ellis derimod stadig ikke have ham ind.
Den lærde Mand blev som til Sten, ikke en Nerve turde han bevæge for ikke at skræmme sit Bytte. "Vilde det nu bare spadsere lidt længere ned, helst lidt ud paa min Næse, saa kunde jeg se det og bestemme dets Slægt, Orden, Art og Klasse," tænkte han, betaget af Øjeblikkets Alvor. Og se, hans Ønske syntes at være en Befaling for Insektet.
Dette smigrende Tilbud turde jeg ikke afslaa, skjøndt jeg ikke var blind for, at det paalagde mig endnu større Forpligtelser, end jeg allerede havde paataget mig; thi der stilles jo meget større Fordringer til videnskabeligt Forfatterskab end til Forelæsninger, der ikke skulle udgives i Trykken.
De sad stille hen Dagen lang, i svimmel og afmægtig Angest: Om der var sket noget nyt. De turde ikke tænke og ikke tale. De glemte Arbejdet i deres Skjød, foldede mekanisk Hænderne og sukkede uden at vide det. For hundrede Gang sagde Frøken von Salzen: -Men han vil naturligvis blot sé Dem, Barn bare sé Dem, og troede det ikke selv. Hen imod Aften kunde Priorinden ikke mere holde det ud i Stuen.
Til daglig fik Fru Adolf jo ikke meget at vide, og spørge turde hun ikke For han har jo naturligvis altid saa mange Ting i sit Hoved, sagde hun ; men naar Herluf spiste der om Middagen, talte de om alle deres Planer og Projekter, mens hun sad og spillede Øren og Øjne op: -Ja de har Idéer, de har Idéer, blev Fru Adolf ved til den gamle, Marie. Gamle Adolfs havde aldrig haft mer end den ene Søn.
Vi styrtede gennem Krattet. Vi havde kun ét Ønske, at slippe bort fra de frygtelige Hunde. Skoven var tæt, men vi kunde indse, at den ikke kunde byde os noget sikkert Tilflugtssted. Hvert Skridt, vi gjorde, efterlod et Spor, og vi turde ikke tøve et Sekund længere end absolut nødvendigt. Til sidst naaede vi den anden Side af Skoven.
Men bestandig endte han med at sige: »Ja, ja, det er jo ogsaa rart, at Minna faar Følgeskab, skjøndt jeg er vis paa, at hun godt turde tage alene hjem.« Saa begyndte naturligvis hun at forsikre, hvor redebon hun var til dette Vovestykke, og at jeg »endelig ikke for hendes Skyld« maatte give Afkald paa denne fornøielige Udflugt, nu, da der tilbød sig saa gunstig en Leilighed i det behageligste Selskab.
De fik den frem; men Madam Bolling kunde naeppe faa den paa med sine stakkels Haender. -Det var Bispen, Bispen nu var de der da alle til Doms. Endelig gik hun ind. Biskoppen stod i den forreste Stue. Hun kunde ikke tale, og hun turde ikke se op i hans Ansigt.
Oluf imod, at her ikke var nogen legemlig Besættelse eller Djævelskab, maatte de dog følge hans Mening, thi hvo der vilde sige hannem imod, maatte straks høre, at de selv var aandelig besat, de forstod det intet, han vilde disputere det med hvem, der turde binde sig an med hannem. forsvare det. Og som forhen er meldet, hvorledes Mag.
Dagens Ord