United States or Algeria ? Vote for the TOP Country of the Week !
Tavs blev hun siddende, med Hænderne om sine Knæ; og, hviskende som før, bevægede hun Læberne til nogle Ord, som Tine ikke kendte: I sit stille Kammer, i sit stille Kammer ligger mit Hjerte ligger mit Hjerte lig. Og ingen græder over det døde Hjerte: thi det blev kun elsket af Een. Men den, der selv døde paa sit Hjertes Dødsdag, kan ej græde ved sit Hjertes Lig.
Det blev stadig til Krøniker om Grevinden. Degnemadammen sad og hørte til og Tine lo. Ovre i Skolen begyndte de paa Fædrelandssangene. Gamle Degn satte altid højere i, naar han naaede til "Fædrelandet". -Men dygtig er hun, sagde Moderen, der sluttede med Grevinden. Der var intet i Verden, der havde imponeret Moderen som Louise Rasmussens Dygtighed: -Med den Grimhed, sagde hun: kære Børn
-Forfaerdeligt, sagde han kun. Og ligesom om han overhovedet forst nu huskede "det", holdt han hendes Hoved ned mod sin Skulder med en slap Haand og uden at tale, mens Tine trykkede Ansigtet ind mod hans Kind Taarerne brod frem af hendes Ojne. Saa bojede han sig og halvt i Tanker, halvt af Medlidenhed kyssede han hendes stakkels Ansigt med et Par kolde Laeber.
-Og tumlet, sagde Moderen. Moderen blev ved at le, og tale om Tine som Barn. Men værst var det den Fødselsdag, da tykke Madam Jespersen var gaaet i Dammen. -Kære Børn, sagde Moderen, der sidder hun jo yderligt, lige paa Kanten, og pludseligt ta'r Vorherre ved baade hende og hendes Stol, og hun gik bagover, Herre Jesus, med de ret og vrangs lige i Vejret. Synet havde været græsseligt.
-Jeg vil op, vi maa bort, det er Tid! Tine famlede med ham, Klaederne fik han forkert paa. -Vi maa i Taarnet, vi maa i Taarnet, blev han ved, stakaandet: Alle i Taarnet. Han tog Tine om begge Haandled. -For det er Jorden, der braender , sagde han og begyndte selv at skaelve: Forstaar I, det er Jorden, der braender ... -Ja, Fa'er, ja!
-Det stod i den tyske Læsebog, og det er sandt, skønt Fritz siger, jeg lyver. -Men kom nu, sagde hun: Nu gaar vi. De gik ned gennem Haven. Aftenen var lun og lys, og Dammen laa spejlblank. De første Roser duftede i Hækken. -Hør, hvor her er stille, sagde Moderen. -Ja, saa stille. Fra Engene steg Dampen op. Langt borte skimtede de Skoven. -Tine, sagde Moderen, her vilde jeg gerne dø.
Forfaerdet stod Praesten endnu ved Siden af Tine paa Trappen, da en Vogn satte ind fra Krogyden midt i Vrimlen. Bornene faldt og skreg og Vogne tornede mod hinanden. Saa kendte Folk Madam Esbensen, der sad i sin jumbende Stol. Hun skulde i Forretning.
-Og det ved en da, sluttede Sofie og snoftede, hva' saa'en Korsel betyder.... naar'et til fornummes tre Gang'.... Tine talte ikke, og de blev ved at gaa frem i Morket. Hunden i Per Eriksens Gaard for op, og inde hos Jomfruerne Jessen vaagnede Moppen. -Ja, Gud hold' sin Haand over baade Herren og Fruen, sagde Sofie i en Tone, som kastede hun Jord paa dem begge.
-Nej, hviskede Tine og loftede Hovedet. De talte ikke mer, men gik tause ved Siden af hinanden. Luften var mild og Himlen mod Solnedgangen Lys, som naar der naermer sig Foraar. Kanonerne taug. Kun et enkelt Dron bares hen i den klare Luft med en Lyd, som var en raslende Vogn rullet tungt forbi dem. De gik ned over Engen og steg ind over Gaerdet.
... Hun kom ind i Skovriderens Stue for at rydde op. Under Lampen i den aabnede Mappe laa Brevet til Fruen endnu det, han skrev og skrev paa og ikke fik afsted. -Heller ikke idag havde han faaet det sluttet og bort. Tine stod ved Lampen, blussende og lykkelig lukkede hun Mappen. ... Tinka skulde gaa, og Tine vilde Ude Sofie folge hende.
Dagens Ord