United States or Ireland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han var oprort, indigneret, han fortabte sig i ophidsede Ord: -Det er en Kraenkelse af Folkeretten en aaben By det er en Forhaanelse af Aarhundredet. Tine horte hans brede og befalende Stemme, der forbitret lod op med Kanonerne, helt op til hende i Sovekamret: -Men vi vil ikke blive Svar skyldige. Vi vil svare sagde han, og han maalte Gulvet vi er vel Herrer paa Havet.
-Jo, de har gode Hjerter, sluttede Madam Bolling af; hun kom endelig af Underskortet og op til Bolling. Tine kunde ikke falde i Sovn inat. Foraeldrenes rolige Aande lod bestandig op gennem Huset. Men Tine sov ikke. Hun taenkte paa alle disse Aar, paa Skovridergaarden, hvor alt var oprevet nu, paa Herluf og Fru Berg, der var rejst, og paa sin egen Barndom.
De to Gamle satte sig stille paa deres vante Pladser, to Stole ved Sofabordet, lidt ud paa Gulvet de vilde aldrig sidde i Sofaen i Skovridergaarden, der skulde Fru Berg blive mens Tine blev ved at gaae ud og ind og Sofie bar Pinde til den blaa Kakkelovn: hun havde anlagt "Torklaedet" imidlertid.
Naa, saa hun fik 'et at vide, naa, saa hun fik 'et at vide, blev Madammen ved med de samme Ord i en Uendelighed: naa, saa hun fik 'et at vide, Staklen.... -Ja. Gud vaere med os, sagde Bolling med foldede Haender, da der omsider blev stille. Tine var traet, og hun sagde Godnat.
Det var Hellig-Tre-Kongeraften, Tine kom ned i Skovridergaarden i Morkningen. Fru Berg havde siddet ved Vinduet med en Bog og stjaalet det sidste Dagslys. -Saa de dog snakker om den Kaerlighed, sagde hun og slog Bogen i. Hun flyttede sig hyggeligt hen til Kakkelovnen til Tine.... -Ja, sagde Tine langt og saa ind paa Favnebraendet. Men hvad er den da? spurgte hun.
Poplerne langs Alléen fik gule Blade og blev ligesom højere i den tyndklare Luft. Moderen frøs sammen: -Hvor Skyggerne bliver lange, sagde hun. Tine bandt Roserne op og saá ud over Plænerne: -Ja, sagde hun, vi er langt henne. Men Moderen, der stirrede ud over de solklare Bede, hvor intet rørte sig, men alt skinnede, Blade og Asters og de sene Roser, sagde: -Tine, et Sted er der dog Fred: i Døden.
-Kære Børn, sagde Moderen hjemme: jeg véd det ikke, men der er det ved Degnens Møbler, at de er saa venlige. Tine tog Kopper frem og Tine kommanderede til Legen. -Op igen, op igen, raabte hun. Den ældste Dreng var falden. -Saa, nu dumper Drengen, sagde Moderen. -Op igen, op igen, raabte Tine.
Gud er almaegtig. "Og Himlens Haer skal svinde og al deres Haer skal visne. Til Dom skal mit Svaerd fare ned over Edom og over det Folk, som jeg satte i Ban". -Gud er almaegtig. Gud er almaegtig Tine laeste bestandig, mens den Syge blev ved at raabe. Selv horte hun ikke alle Profetens Forbandelser, Bibelens Ord var i hendes Oren kun tomme Lyd: Han laa ved Broerne. Faderen talte med.
De to Tanters Kur fordrede, at de var af Sengene Klokken syv, og de var præcise som et Domkirkeur. -Nu #maa# De op, sagde Tine. -Ja, kære De hvad er Klokken? Moderen elskede sin Seng og den Frihedstilstand at være i Natkjole. -Men nu maa De op. -Ja Endelig kom hun af Sengen.
-Ja, Barn, gaa gaa, sagde Madam Bolling, der tog fat paa det daglige og ikke havde mer Sans end det udasede Dyr, der kun foler Selen og slider. -Og det ta'er kun til det ta'er kun til, sagde hun. Selv Trappens Trin, hvor Tine stod, rystede under Jordens Ryk. Vogn efter Vogn sled sig endelost op forbi Kroen.
Dagens Ord